Inferno (1999)

"Inferno" er endnu en grundlæggende tåbelig actionbasker med Jean-Claude Van Damme. Masser af lattervækkende billigt udseende filmarbejde, skuespil i bedste fald på det jævne og en historie, der er mere hullet end en finmasket si.

Passabel underholdning

Ikke desto mindre udgør de halvanden time i selskab med Van Damme og co. en passabel underholdning, bl.a. fordi "Inferno" ikke forsøger at være mere, end den er: Skabelon-action i direkte-til-video-ligaen.

Ensom ulv i ørkenen

Van Dammes ensomme ulv-type Eddie Lomax har i filmens anslag kørt sin motorcykel helt ud, hvor ørkenkragerne vender. Det er hans hensigt at tage sig af dage - livet er bare noget høm af en eller anden grund. Men hér bliver han faktisk paradoksalt nok reddet af en flok skydegale bonderøve.

Tændt af hævn

De har spottet Lomax og hans kværn og efterlader ham nu formodet død af de skud, de har påført hans muskuløse krop. Men de tager fejl: Snart er Lomax på banen igen, takket være hans ørken-indianer-ven Johnny Sixtoes, der ser og hører alt og kan lappe Lomax sammen. Så nu er Lomax tændt af hævn, og livsgnisten begynder samtidig at vende tilbage i hans øjne - ikke mindst fordi han spotter en ørken-babe på den lokale café.

Humoristisk afvæbnende

Med sin ofte humoristiske tilgang til den båtnakkede action bliver "Inferno" tålelig, men det er stadig hårdt at sidde model til en gruppe helt igennem slet spillende birolletyper (undtagelsen er Bill Erwins Eli Hamilton, en gammel gubbe i heldragts-underbukser, der både ryger og tager ilt samtidig.) Van Damme er faktisk helt passabel.

Stemnings-dikterende musik

Rigelige mængder tyndt skrevet underlægningsmusik af Bill Conti sørger for en sikkerhed skyld for at sætte tykke streger under alle stemninger.