Rio Bravo (1959)

Howard Hawks, der var ven og instruktørkollega med John Ford, formede meget selvstændigt sin egen filmkarriere i den sene stumfilmstid, men blev først senere bredere anerkendt. Med film i mange genrer gennem fem årtier viste Hawks sig duelig over hele paletten, men det er i dag især hans to westerns med John Wayne i hovedrollen, der står tilbage med lang efterklang.

Afmålt Wayne

"Rio Bravo" har en afmålt og nedtonet Wayne i rollen som sheriffen John Chance. Det er Hawks' primære stil at afmåle og nedtone, heraf også Waynes behagelige Chance-figur. Sheriffen må have hjælp fra et uligevægtigt trekløver, hvis han skal gøre sig forhåbninger om at holde en bølle bag tremmer. Skurkene byder sig nemlig til med mulige opgør.

Bånd og venskaber

Hawks er ikke ligeså interesseret i at nurse spændingskurven, som han er i at knytte bånd og venskaber mellem historiens karakterer. Det er en "svaghed", han er kendt for, og en klar styrke i en westernfilm, hvor mange af genrens små og store titler ellers ofte forfalder til rendyrket bang-bang på hesteryg.

Lang opbygningsfase

Opbygningsfasen i den 141 minutter lange film er således lang: Hele filmen kan betragtes som en byggefase, der har særlig fokus på venskaberne mellem Chance og hans mandlige hjælpere i den lille westernflække. Det er mænd i arbejde og fritid - og det kvindelige islæt lader vente på sig.

Enkelt konstrueret

Intensiteten - om end mere underliggende - er dog intakt gennem de lange og filmisk enkelt konstruerede sekvenser. Det er klart, at der kommer til at ske noget, spørgsmålet er bare, hvor højdramatisk, det egentlig udvikler sig.

Selvstændig og upåklageligt sexet

Angie Dickinson gør en funklende entré som sheriffens kommende flirt, Feathers. Særligt mens der smedes, er Dickinson blændende som den selvstændige og upåklageligt sexede udbyder af feromoner - hormoner, som den firskårne sherif er længe om at opsnappe.

Stærk og troværdig

Senere går der lidt for meget Hollywood-romance i netop dén facet af filmen: Komplet med så alt rigelig af Dimitri Tiomkins tidstypisk buldrende underlægningsmusik. Som en af sheriffens hjælpere, den drikfældige Dude, er Dean Martin et stærkt og troværdigt kort.