The Babushkas of Chernobyl (2015)

    Ældre kvinder er vendt tilbage til deres hjemegn og lever primitivt i den forbudte zone i Ukraine efter Tjernobyl-ulykken.


    STÆDIGE KVINDER

    Fint balanceret dokumentar, der både lever højt på sin umiddelbarhed og på den evigt summende uro, som begivenhederne hviler på: Efterveerne af den grusomme atomulykke på Tjernobylværket den 26. april 1986.

     

    Vendt hjem trods farer

    I nutiden lever over 100 primært ældre kvinder i den forbudte zone – de er ganske enkelt vendt hjem på trods af myndighedernes klare udmeldinger om ekstrem strålingsfare og radioaktivitet i vand, fødevarer, osv. Kvinderne er ligelade, når blot de er, hvor de hører til, og myndighederne har accepteret deres valg... de er jo allerede gamle.

     

    Kvindeskæbner nær Tjernobyl

    "The Babushkas of Chernobyl" indrammer et udvalg af kvindeskæbner, som de tager sig ud i vor tids Ukraine – i et område, der ellers er fuldstændigt øde og som sådan (umiddelbart) svært idyllisk. Men farerne lurer overalt. Skjult.

     

    Adrenalinturisme

    Som en sidehistorie med lidt ekstra spænding bevæger dokumentaren sig også ind på den ulovlige "adrenalinturisme": Unge mennesker tiltvinger sig adgang til den forbudte zone i håbet om at kunne kæmpe sig hele vejen frem til Tjernobyl-værket. Drevet af en spænding, der langt overgår strålingsrisikoen, der ellers er åbenlys.

     

    Perspektiv på skæbnerne

    Dokumentaren er ærlig, enkel og med fin indlevelse i de ældre kvinders hverdag – med perspektiv på skæbnerne, som de har formet sig efter ulykken tilbage i 1986.



    Anmeldt i 2020 af Tobias Lynge Herler
    © Philm.dk 1992-2026

    Fakta om filmen

    2015, USA, Dokumentar, Biografi, 70 min.

    Dansk titel: The Babushkas of Chernobyl
    Instr: Anne Bogart, Holly Morris Prod: Holly Morris Manus: Holly Morris Foto: Japhet Weeks Klip: Richard Howard, Mary Manhardt, Michael Taylor Mus: Rob Teehan
    • Et angiver en særlig god præstation
    • Et angiver en særlig dårlig præstation