Dronningens vagtmester (1963)

Sammenhængende film:
Gøngehøvdingen (1961)
Dronningens vagtmester (1963)

Johan Jacobsen afløste Annelise Hovmand i instruktørsædet i denne selvstændige opfølger til "Gøngehøvdingen". Det var et sats fra Jacobsen og hans filmselskab Flamingo, der skulle komme til at koste ham dyrt. Filmen floppede nemlig fælt i biograferne.

Vi befinder os i tiden under Svenskekrigen 1657-60 og kommer bag facaden på Svend Gønge (Jens Østerholm) og Ibs (Poul Reichhardt) forhold til en adelig familie, som de hjælper gennem fjendens linjer... og deres indsats ved Københavns belejring. Her skaffer de fødevarer og våben til den sultende by. Til slut kæmper de modigt i skyttegravene foran byens volde og er således med til at bringe belejringen til ophør – og Svenskekrigen til ende.
 

Kampscenerne opleves (også) som ekstremt langtrukket fyldstof, som de buldrer og brager i røg og damp uden meget mål og med. Akkompagneret af Erik Fiehns skingre og dominerende underlægningsmusik er der ikke meget overladt til fantasien – et generelt problem ved filmoplevelsen.

Poul Reichhardt overtog med sin mere klassisk heroiske fremtoning Ib-rollen fra Dirch Passer, der portrætterede ham i den første film. Det er der kommet en brovtende og skulderstærkt stereotyp præstation ud af. Mest interessant på rollelisten er Birgitte Federspiel i den skævt, men fint castede rolle som Kulsoen med de væmmelige hekseøjne. Hun lyser lidt op blandt forudsigelige præstationer i forudsigelige roller – mange helt anonyme biroller. Når man i dag betragter det Eastman-kolorerede kostumeskovdrama, er det tydeligt, at der er virkelig tale om spredt fægtning, hele tiden i et udefineret grænseland mellem historisk drama og folkekomedie.