Gøngehøvdingen (1961)

Sammenhængende film:
Gøngehøvdingen (1961)
Dronningens vagtmester (1963)

Historisk, dramatisk, folkekomisk og i karakteristisk Eastmancolor: I starten af tresserne bød Annelise Hovmand og Johan Jacobsen på en smule nyt blod til den danske filmpark med deres filmatiseringer af Carit Etlars populære romaner.

Johan Jacobsen tjente med sit selskab Flamingo Film tilpas mange penge på "Gøngehøvdingen", og to år senere kom så den selvstændige fortsættelse "Dronningens vagtmester", der dog floppede og kom til at koste instruktøren og produceren dyrt.

Den modige Svend Gønge Poulsen (Jens Østerholm) og hans tapre gønger kæmper mod svenskerne i det herrens krigsår 1658. Frosten i februar blev så hård, at svenskekongen Karl d. X Gustav, der var kommet fra Tyskland med sin armé og nu lå i Jylland, kunne gå over bælterne og mod København.

50.000 rigsdaler, der tilhører den danske konge Frederik d. III (Mogens Wieth), ligger spærret inde i Vordingborg kirke, og Svend Gønge får fra den danske konge ordrer til at forsøge at bringe pengene gennem de svenske linjer til København.

I rollen som Svend Gønges tro følgesvend Ib var Dirch Passer et lidt skævt valgt til den første film. Men i forhold til Poul Reichhardts klassisk heltemodige portræt (han spillede Ib i film nr. 2), udgør Dirch et friskt pust i en overvejende afdæmpet præstation med komiske afstikkere.

"Gøngehøvdingen" har nærmest hele pakken af danske skuespillere på rollelisten, primært i biroller. Mest interessant er Birgitte Federspiel som heksekulsoen, der nok forstår at sætte sin vilje igennem ved at true med blindhed og andre dårligdomme. Den tysk-accentplagede kaptajn Mannheimer (Hans Kurt) hører faktisk til blandt de mere skæve og udfordrende roller i Kurts karriere, og Bent Mejding har et par spøjse scener som præsten Tange.
 

Med tanke på den gumpetunge efterfølger er der overraskende meget vægt bag både det historiske og det dramatiske i Annelise Hovmands iscenesættelse, og handlingen løber let med god variation og perspektivering i særligt Dirch Passers indspark.

Det er stadig en enormt kitschet film med mange ubehjælpsomme indfald, dog glæder et teknisk niveau langt over forventning og Henning Kristiansens i hvert fald pletvis atmosfæremættede fotografering. Erik Fiehns underlægningsmusik er skinger og uden ret meget iørefaldende indhold, men der er også pauser på lydsiden, hvilket giver plads til reel stemning i det "for vort land så betydningsfulde" historiske drama.