Fast & Furious (2009)

    En tidligere gaderæskører arbejder nu for FBI og får brug for sine evner bag rattet, da en væmmelig narkotikabagmand skal ned med nakken.


    DREJ PÅ RATTET

    Sammenhængende film:
    The Fast and the Furious (2001)
    2 Fast 2 Furious (2003)
    The Fast and the Furious: Tokyo Drift (2006)
    Fast & Furious (2009)
    Fast Five (2011)
    Fast & Furious 6 (2013)

    Furious 7 (2015)


    Det fjerde eventyr blandt sygt stylede "brian"-biler og superkørere, der drejer på rattet og træder på speederen, før de tænker, har Vin Diesel tilbage i hovedrollen, efter at han havde været skrevet ud af filmserien i 2’eren og 3’eren.

    Actionhelte-karisma
    Og det tilfører om ikke andet "Fast & Furious" noget actionhelte-karisma. Ellers gør stjernes tilbagekomst ikke det store ved en grundlæggende fastlåst og idéforladt omgang benzindamp tilført total overgearing: "Fast & Furious" er proletaraction med stort p.

    Gaderæs & gadedreng
    Gaderæskøreren- og gadedrengen Brian O’Conner har fået fint job hos FBI og går under cover som gaderæser (!) sammen med Vin Diesels Dominic Toretto i en hæsblæsende jagt på narkotibagmænd i grænselandet mellem USA og Mexico.

    Usandsynlige omveje
    Der bliver selvsagt kørt frygtelig meget i bil - og ad frygteligt usandsynlige omveje. Blandt andet er en af filmens hovedattraktioner, at Brian & co. kender en smutvej under US-Mexico-grænsen: en godt gemt tunnel sender racerkørerne gennem et vakkelvornt træskelet, hvor det næppe er muligt at køre de 200 km/t, de tilsyneladende gør.

    Bedre actionfokus
    Filmen er dog en lille tand op ad rangstigen i forhold til de tre første film. Det skyldes bedre udført action og mere fokus på denne - og mindre på alle de små og store intriger. Selvfølgelig er der stadig levnet plads til masser af bredbrystede duller, rigtige mandedyster og oceaner af ridser i lakken - bogstavelig talt.

    Aparte drengestreger
    Så det er ikke fordi man sidder med nogen stor filmoplevelse på nethinden, når de 107 minutter klinger af. Men undervejs er man alligevel blevet underholdt hæderligt af Vin Diesel og companys mange aparte drengestreger i en god sags tjeneste. Naturligvis konstant ledsaget af helt horribel oppumpet pumpemusik.



    Anmeldt i 2016 af Tobias Lynge Herler
    © Philm.dk 1992-2017

    Fakta om filmen

    2009, USA, Action, Krimi, Thriller, 107 min.

    Dansk titel: Fast and Furious
    Instr: Justin Lin Prod: Vin Diesel, Michael Fottrell, Neal H. Moritz Manus: Chris Morgan Foto: Amir Mokri Klip: Fred Raskin, Christian Wagner Mus: Brian Tyler