Unthinkable (2010)

Egentlig er temaet for denne film ganske interessant og burde kunne give anledning til små etiske diskussioner hjemme foran flimmeren.
 

Kamp-mod-uret-thriller

For hvor langt kan man gå for at sikre nationens sikkerhed? Det er det helt store spørgsmål i Gregor Jordans hæsblæsende kamp-mod-uret-thriller, der klæber sig op ad al amerikansk angst for terrorisme.
 

Amtombomber i USA

En amerikaner er netop konverteret til islam og har i den anledning valgt at placere tre atombomber rundt om i USA. En kvindelig FBI-agent sættes på sagen, men erfarer hurtigt, at militæret har langt mere at skulle have sagt i sagen. Faktisk har de allerede pågrebet terroristen, og betjenten bliver chokeret over det, hun ser.
 

Heftig tortur

I en hemmelighedsstemplet og statsgaranteret lydtæt kabine er man godt i gang med at gøre livet surt for terroristen - i form af heftig tortur. Det bliver ikke mindre ubehageligt, da afhøringslederen med tilnavnet H, går i gang med brandøksen: Tiden er knap, og man må for enhver pris have terroristen i tale.
 

Hårdhændede metoder er nødvendige

Det falder den kvindelige FBI-agent for brystet, at hendes dejlige land tillader denne form for tortur, men efterhånden som tiden for sprængningerne nærmer sig, ser også hun nødvendigheden i de hårdhændede metoder. Spørgsmålet er, om de kan nå det.

Spændingen slår gnister
Man kan næsten regne ud, at spændingen slår gnister, nu hvor der er en meget alvorlig deadline, der helst skal overholdes. Og filmen undlader da heller ikke at tvære begivenhederne rundt i en fedtet substans af terrorangst, tilsat lidt overdramatiseringer og en portion forudsigende musikalsk bimleri.

Blodet sprøjter
Filmen formår ikke særligt vellykket af forklare forhandlingslederens åbenlyst selvavlede sadisme, men går lige i flæsket på den muslimske trussel. Så blodet sprøjter.

Kontrastmættet makkerpar
I den anden ende af skalaen er man ved at skrige over FBI-agenten, der til lejligheden er blevet påduttet overdimensioneret kvindelighed i form af beskyttergener og lillepige-dådyr-åh-nej-hvad-nu-øjne som skærende kontrast til forhandlingslederens lynende ligeglade facon. En forudsigelig og kun pletvis interessevækkende film, mest som følge af den åbenlyse brug af vold.