Erik Ejegods Pilgrimsfærd (1943)

Johannes Meyer stjæler billedet i denne tempofriske, dialogtunge og farvestrålende komedie om et omrejsende teater, der specialiserer sig i uropførelser. Meyers teaterdirektør Ferdinand Piper er den selvpromoverende type – selvom han vist ikke har så meget succes, som han gerne vil udstråle.

En lokal uropførelse

Men det ændrer sig med lidt held, da Piper træffer overlærer Wang (Richard Christensen) i den senest erobrede provinsby. Overlæreren, der ellers ikke ynder at gå i teatret, har nemlig skrevet et manuskript, der ligger i mørket i skrivebordsskuffen: Det kan Piper jo passende uropføre for hele lokalsamfundet!

Noget stivbenet

Selvom "Erik Ejegods Pilgrimsfærd" er noget stivbenet og gentagende, vinder filmen alligevel på sin energiske kompromisløshed. Spillerne trives tydeligvis som fisk i vandet i Svend Methlings kyndige iscenesættelse. Endda på flere niveauer, idet filmen jo også indgående beskæftiger sig med skuespil på de skrå brædder.

Vidunderligt typegalleri

Filmen giver plads til fin udvikling af det vidunderlige typegalleri. Udover Johannes Meyers velkendt brovtende hovedrollespil er der også herligt funklende indlevelse fra Ellen Gottschalch (som hans kone), Richard Christensen (som overlæreren) og Petrine Sonne (som stuepigen). Fælles for alle rollerne er dog, at de køres noget fast i det nævnte stive og repetitive manuskript.

Sprøde kostumer

Filmet under krigen med primært studieoptagelser. I filmens spæde begyndelse glæder dog scener udenfor og om bord på et tog: Filmen skal forestille at foregå i det herrens år 1888. Det giver også plads til sprøde kostumer – både som tidsbillede og i kraft af den kreative amatørteateropsætning. Emil Reesens underlægningsmusik er anonym og stjæler ikke billedet.