5 raske Piger (1933)

    Fem raske - om end forældreløse - unge kvinder holder humøret højt og kan, med lidt held, snart alle kalde sig nygifte.


    SPRUDLENDE TOMGANG

    Vaskeægte sprudlende 30'er-komedie, der i glimt behændigt sætter de fem unge titelkvinder i smitte de bevægelse. De er alle attraktive i deres unge 20'ere, og selvom de er forældreløse og i filmens start bor under primitive kår, besidder de næsten altid et højt humør.

     

    Døre åbnes

    Snart følger de deres afdøde mors opfordring og opsøger en velhavende onkel. Kan de nye fine forhold og alle de unge mænd, der færdes i onklens kredse, monstro bringe nye muligheder ind i pigernes liv? Det kommer næppe som nogen overraskelse, at døre åbnes - selvom der undervejs opstår en krise eller to.

     

    Stumfilmsæstetik

    "5 raske Piger" er med al mulig tydelighed iscenesat af stumfilmsinstruktøren A.W. Sandeberg. Det bliver ikke mindst nærværende, når deciderede stumfilmsekvenser stjæler billedet - det har været svært at løsrive sig fra æstetikken, som blot et par år tidligere var normen.

     

    Åbenlys tomgang

    Ellers bemærker man ingen afvigelser fra 30'er-filmens tekniske begrænsninger (herunder tydeligt klipningen), men det er ikke noget, der tynger herlighederme. Først og fremmest er det de fem raske pigers intriger og oplevelser, der skal bære filmen i mål, og det lykkes så nogenlunde trods åbenlys tomgang og mangel på substans.

     

    Glimt af topløshed

    Særligt i filmens start er der "vovede" billederne af de fem raske piger, når de tager et primitivt brusebad i hjemmet: Herunder glimt af topløshed, hvilket virkelig ikke var sædvanen. Marguerite Viby er helt som forventet den allerkækkeste af de fem, og hun stjæler ofte billedet med sine smittende udbrud, selvom de hele tiden grænser til det øretæveindbydende.

     

    Potentielle bejlere

    De mindre manderoller, hvoraf alle unge er potentielle bejlere, er alle enten stivnakkede eller komiske. Mest interessant i denne sammenhæng er Arthur Jensens rolle som "Pjevs". Han er alles evige mobbeoffer og får hele tiden helt utilsløret nedladende kommentarer om sit tåbelige udseende - selvom de jo alle mener det "kærligt". Kai Normann Andersens musik hører ikke til blandt hans mest iørefaldende, men omvendt er det ikke toner, der tager ret meget opmærksomhed fra handlingen.



    Anmeldt i 2020 af Tobias Lynge Herler
    © Philm.dk 1992-2020