Dark City (1998)

Overbevisende energisk sci-fi-spænding, der ikke sætter sine dystopiske (fremtids)fantasier under en skæppe. "Dark City" vinder således på et knaldoverbevisende scenografisk arbejde, men taber tilsvarende terræn på at være alt, alt for støjende – både visuelt og på lydsiden.

Sandhed søges

Da John Murdoch (Rufus Sewell) vågner efter en slags koma, har han glemt alt og alle. Det er selvsagt ikke nogen rar fornemelse, og det kræver mod, mandshjerte og knubs at forsøge at finde frem til sandheder i sagen.

En aparte sag

Det bringer Murdoch tæt på den aparte videnskabsmand Dr. Schreber (Kiefer Sutherland, der trækker vejret mellem hvert ord, han siger), og politiopdageren Frank Bumstead (John Hurt), der trods en veludviklet snude for detaljer ikke helt kan følge med i Murdochs aparte sag.

Fænomenal mystik

Mest originalt ved "Dark City" er netop den mørklagte by og dén fænomenale mystik, den huser. Hver dag præcis kl. 12 falder alt og alle i søvn i en periode – og denne tid udnytter en særlig slags mørkbyovermennesker til at rokere om på byen. Men Murdoch sover ikke – så han aner efterhånden uråd.

Elegant sci-fi-omgang

Det er let at blive grebet af den filmisk meget elegante omgang med sci-fi-temaerne, men det ærgrer med den udtalte overfortælling, som lydsiden udgør: Konstant bragende overdrevet lyddesign med tilsvarende udspartlende musik... stort set nonstop!

Hiver efter vejret

Skuespillerne trives i den skæve historie: Bedst er Rufus Sewell og William Hurt, mens Kiefer Sutherland bogstaveligt talt hiver efter vejret i en lidt for energisk overspillet syredoktorrolle.