Pojken i trädet (1961)

Den svenske dokumentarist Arne Sucksdorffs eneste rendyrkede spillefilm skulle blive en økonomisk og publikumsmæssig fiasko – af flere grunde. Sucksdorff indså ikke, at hans historie om teenagekrybskytteri ganske enkelt var alt for smal. Og instruktørens gennemførte kompromisløshed i filmarbejdet medførte en række dyre og forsinkende optagelser.

Magisk/fortryllende filmet

Ud af "Pojken i trädet" er der således kommet et magisk/fortryllende smukt filmet produkt (med Bergman-fotografen Gunnar Fischer ved roret), men plottet er i dén grad vattet og vaklende og finder aldrig et troværdigt ståsted. I det hele taget bærer filmen præg af en manglende rød tråd, og det bliver således de enkelte tekniske dueligheder, der holder oplevelsen i kog.

Ledt ind i fristelse

16-årige Göte (Tomas Bolme) lader sig lede ind i fristelse, nærmere bestemt krybskytteri, i den svenske idyl. "Kammeraterne" Max (Heinz Hopf) og Manne (Björn Gustafson) (for)fører ham med et jagtgevær – noget, som knægten har svært ved at håndtere. Det fører ham ud ad et sidespor – ikke mindst rent mentalt – og det kan meget nemt ende i en blindgyde med tragisk endevæg.

I mudder til næsetippen

Tomas Bolme har udstrålingen til at brænde nogenlunde igennem i rollen som den efterhånden hårdt prøvede Göte, men sammenhængskraften og helhedsoplevelsen får alligevel skuespillerpræstationerne til at forsvinde i mudder til næsetippen. Det er for tydeligt, at Sucksdorff udelukkende har sanserne skærpede for den æstetiske indpakning.

Flot og forførende

Og det er da også flot og forførende, når de nøje indstuderede kamerature gennem sump og skov følger vores uheldige teenager, efterhånden på flugt fra både omverdenen og sig selv. Helt fra filmens æggende smukke anslag (udelukkende med reallyde af skov) hypnotiserer Fischers sort/hvide fotografiske arbejde.

Et lykketræf

Det var et tilfældigt lykketræf, at jazzmusikeren Quincy Jones blev filmens komponist. Han var i Sverige, da "Pojken i trädet" var ved at blive filmet, blev indfanget af Stefan Jarl (der var runner på filmen) og overbevist om at sætte toner til strimlerne. Det er der kommet et sprødt soundtrack ud af, der dog indimellem maser filmen for meget i knæ.