The Wall (2017)

Flot, enkel og velovervejet krigsdramatik, der over halvanden time bygger en mentalt krybende stemning op: Den amerikanske soldat Isaac er havnet midt i den irakiske ørken - stort set som eneste overlevende i et snigskytteangreb.

Kan næsten kun ende galt

Hans kollega ligger hårdt såret i sandet, og Isaac er ramt i knæet og søger dækning bag en primitiv stenmur. Snart har Isaac radiokontakt med skytten - en udspekuleret og engelsktalende iraker. Nu begynder et umenneskeligt spil, der næsten kun kan ende galt.

Forfører med fravalg

"The Wall" er en vindende filmoplevelse, der ikke afviger fra sin enkle formel. Holdt i ørkenens støvede, gullige farvenuancer og helt fritaget for underlægningsmusik er filmen en af disse sjældne perler, der forfører med fravalg af melo- og overfortælling.

Fænomenalt lyddesign

Lyt til lydene - lyddesignet er ganske enkelt fænomenalt. Det er omsluttende og intenst uden at være dikterende. Fx er skudene (afgivet af irakeren fra et svært lokalisérbart sted) med forsinkelse, så man hører knaldet, før projektilet rammer.

Ubarmhjertig tørke

Og omgivelsernes ubarmhjertige tørke og vindstød indrammer yderligere stemningerne på lydsiden - ligesom de er en vigtig medspiller i den visuelle formidling. Her er fotograf Roman Vasyanov (Fury (2014)) helt på bølgelængde med instruktør Doug Limans (The Bourne Identity (2002)) linje.

Stjerneflot solopræstation

Med en stjerneflot solopræstation af Aaron Taylor-Johnson lagrer "The Wall" sig stærkt og tydeligt i hukommelsen og er i det hele taget en noget undervurderet krigsfilm, der fortjener større udbredelse.6