Astrup - Flammen over Jølster (2019)

Patos hersker desværre udtalt i denne i øvrigt emnemæssigt spændende hybridfilm: ”Astrup – Flammen over Jølster” fortæller historien om en af Norges største billedkunstnere og grafikere, Nikolai Astrup.

Ikke et passende leje

Instruktør Pål Øie finder ikke et passende leje for sin fortælling. Det hele er meget strømlinet og Hollywood-agtigt – skønt forventeligt flot fotograferet (med bjergtagende drone-billeder af natur-Norge). Men den historiske og malerkunstneriske interesse, der var vakt på forhånd ved at få udbredt fortællingen om denne Astrup, knækker sammen omkring den evigt roterende ”store armbevægelser-akse”.

Konstant sanse-bombardement

Hvad der i dén grad generer filmoplevelsen er, at den er underkastet et konstant sanse-bombardement med evindelig stemnings-underlægningsmusik i den helt store skala. Thure Lindhardt er filmens store stjerne, men reelt har han ikke meget at skulle have sagt.

Form over indhold

For Astrup-filmen er langt mere interesseret i sin form end i sit indhold. Det afstedkommer, at personen Astrup – og dermed Lindhardts gennemslagskraft – hele tiden befinder sig bag et finmasket filter af overforælling, der bare bliver ved og ved.

En balancekunst

Langt de fleste af Lindhardts replikker (der i øvrigt næsten udelukkende er på dansk!) er voice over, et resultat af den mindre vellykkede balancekunst i hybriden mellem dokumentar og spillefilm. Nærbilleder af Astrups kunst er filmens anden hovedrolleindehaver – oftest som baggrund til nævnte voice over.