Astrup: Flammen over Jølster (2019)

Patos hersker desværre udtalt i denne i øvrigt emnemæssigt spændende hybridfilm: ”Astrup: Flammen over Jølster” fortæller historien om en af Norges største billedkunstnere og grafikere Nikolai Astrup (1880-1928).

Ikke et passende leje

Instruktør Pål Øie finder ikke et passende leje for sin fortælling: Det hele er meget strømlinet og Hollywood-agtigt – selvom filmen er forventeligt flot fotograferet (med bjergtagende dronebilleder af natur-Norge). Men den historiske og malerkunstneriske interesse, der var vakt på forhånd ved at få udbredt fortællingen om Astrup, knækker sammen omkring den evigt roterende ”store armbevægelser-akse”.

Konstant sansebombardement

Hvad, der i dén grad generer filmoplevelsen, er, at den er underkastet et konstant sansebombardement med evindelig stemningsunderlægningsmusik i den helt store skala. Thure Lindhardt er filmens store stjerne, men reelt har han ikke meget at skulle have sagt.

Form over indhold

For Astrup-filmen er langt mere interesseret i sin form end i sit indhold. Det afstedkommer, at personen Astrup – og dermed Lindhardts gennemslagskraft – hele tiden befinder sig bag et finmasket filter af overforælling, der bare bliver ved og ved...

En balancekunst

Langt de fleste af Lindhardts replikker (der i øvrigt næsten udelukkende er på dansk!) er voiceover, et resultat af den mindre vellykkede balancekunst i hybriden mellem dokumentar og spillefilm. Nærbilleder af Astrups kunst er filmens anden hovedrolleindehaver – oftest som baggrund til nævnte voiceover.