Matthias et Maxime (2019)

Denne film starter lidt adspredt, og man føler det vanskeligt at komme ind i kernen af dén vennegruppe, der kredses om.

Speed-talking-præget

Men stille og roligt (eller det vil reelt sige relativt hektisk, for filmen er meget speed talking-præget) får Xavier Dolan ført os dybere ind i fortællingen og dens fine karaktertegninger, og ”Matthias & Maxime” har om ikke andet potentialet til at slutte rørende og med perspektiver.

På vej væk hjemmefra

Dolan selv tager filmens mest interessante rolle: Som den følsomme Maxime, der har det ene ben på vej i et fly mod Australien, hvor han skal tilbringe de næste par år, langt væk hjemmefra (og der er nok af problemer at flygte fra!).

Venskab med overbygning

Filmen foregår i måneder op til hans afrejse. Her er det hverdagens små og store udfordringer, der er i fokus. En række venskaber mellem unge sidst i 20’erne. Et meget anspændt forhold til mammy (igen, ligesom vi så det i Dolans J’ai tué ma mère (2009)). Og venskabet, der måske har en overbygning – for er Maxime og barndomsvennen Matthias i virkeligheden ikke tiltrukket af hinanden?

Universel bittersødme

Det er tyngende for filmen, at der snakkes i ét væk. Det er anstrengende og tager lidt af autenticiteten i det dybest set universelt bittersøde melodrama. Flere i birollegalleriet er gjort morsomme – men med begrænset gennemslagskraft, og den helt centrale homoseksuelle energi bliver for katten-om-den-varme-grød-agtig, således at slutningen kammer over.

Ungt tempo

Desværre, for det kunne have været rigtig rørende, føler man. Dolan serverer dramaet af og om unge mennesker i et ungt tempo. Ind imellem irriterer en lidt kikset anvendelse af både slow motion og fast forward. Det virker som om, Dolan har brug for at puste stemningern op og som om, dramaet ikke kan være i sig selv? Af og til – og heldigvis ikke for meget – brager en minimalistisk klaverunderlægning ud over begivenhederne, hvilket tangerer det følelsespornografiske.