Race (2016)

En historie, der længe har ligget lige til højreskøjten i forhold til en storstilet filmatisering: Jesse Owens (Stephan James) var sort i USA i 1930'erne og som sådan allerede et mobbe- og voldsoffer. Men han tager i dén grad benene på nakken på en løbebane, hvilket bliver opdaget af en talentfuld træner.

Sorte ikke velkomne...

Spørgsmålet er, om Jesse kan få sig selv til at stille op til De Olympiske Lege i Berlin i 1936. Det er jo Adolf Hitlers Nazityskland, der råder – og de ser jo heller ikke ligefrem kærligt på sorte... særligt ikke, hvis der er en reel risiko for, at de vil løbe med medaljerne. Og dét vil Owens!

Mod, sved og modstandskraft

Mod og sved (og modstandskraft mod hån og latterliggørelse) er vejen frem for Jesse. Men samtidig skal han også huske på lillemor og den lille datter derhjemme. Der er nemlig risiko for, at førstnævnte kan blive rigtig grundigt fornærmet, når hun hører om, at Jesse omgås andre (selvsagt sorte!) kvinder.

Intet originalt løbespor

Med en helt igennem forudsigelig – og historisk forhåndskendt – spændingskurve lægger "Race" sig ikke i noget særligt originalt løbespor. Filmen er flot produceret (koproduceret mellem Canada, Tyskland og Frankrig) og besidder pænt, omend ikke prangende skuespil.

On location Olympiastadion

Heldigvis er scenerne fra De Olympiske Lege i Berlin optaget on location på og omkring Olympiastadion (omend selve stadion har måttet smide det senere tilkomne halvtag i computeren). Disse optagelser bidrager med helt essentielle historiske vingesus.

Hæderlig præstation

Stephan James kæmper sig hæderligt gennem rollen som Owens, mens Jeremy Irons og William Hurt begge har temmelig uinteressante biroller som amerikanere med magt i forhold til at sweettalke nazisterne inden legene.

Af den sødladne slags

Joseph Goebbels er desværre på ingen måde troværdigt portrætteret af Barnaby Metchurat. Underlægningsmusik er her rigeligt af (helt som forventet), og den er ofte af den sødladne slags.