The Stray (2000)

    En rig forretningskvinde påkører en hjemløs mand og tilbyder ham efterfølgende at bo hos sig. Det skal vise sig at være en stor fejltagelse.


    HJEMLØS HÆVNER

    Som forudset er denne direkte til video-thriller ikke ligefrem det mest tonseoriginale, der er set i nyere tid. Men "The Stray" er heller ikke helt nede på bunden, for klichéerne er såmænd håndværksmæssigt ganske nydeligt afviklet – og så har man fået stjernen Michael Madsen i hovedrollen... altid noget, der højner en kende.

     

    Det fede liv

    Madsen agerer politimanden Ben, der lever det fede liv med sin rige forretningskæreste Kate Grayson (Angie Everhart). Det vil sige, de to har knas i parforholdet – og det bliver bestemt ikke bedre, da Kate beslutter sig for at give husly til den hjemløse mand, som hun netop har påkørt... Han kan da bare bo i garagen! Kate er ukritisk og naiv, mens Ben ser farerne allover.

     

    Skumle bagtanker

    Den hjemløse Gil Draper (Stefan Lysenko) viser sig da også at være en psykopat, der er ekspert i at indlade sig på kvinder – med meget skumle bagtanker, Spørgsmålet er, om politi-Ben i tide kan få kæresten overbevist om, at Gil skal ned med nakken. For parret har jo også en romance twist kørende, der godt kan tage jord med...

     

    Psykocharmør

    "The Stray" er pænt tempofyldt i sin afvikling og besidder en nogenlunde sans for thrillergenrens komplekse muligheder. Men herfra og til at kalde videofilmen for original er der et pænt stykke vej. Stefan Lysenko er filmens mest overbevisende i rollen som psykocharmøren Gil (He's cute!, som Kates ansatte på kontoret siger, da Gil har fået job som opvasker på Kates fashionable restaurant.)

     

    Pift af ekslusivitet

    En lidt buttet Michael Madsen med fuldskæg freestyler sig gennem betjenterollen og tilfører filmen tiltrængt pift af ekslusivitet. Ken Blakeys underlægningsmusik svinger meget i stil og er ærligt talt temmelig ufrivilligt komisk indimellem.



    Anmeldt i 2019 af Tobias Lynge Herler
    © Philm.dk 1992-2026

    Fakta om filmen

    2000, USA, Thriller, Krimi, Drama, Biler på film, 90 min.

    Dansk titel: The Stray
    Instr: Kevin Mock Prod: Joseph Merhi, Richard Pepin Manus: Terry Cunningham Foto: Ken Blakey Klip: Martin Apelbaum, Kevin Mock Mus: John Sponsler
    Medvirkende
    • Et angiver en særlig god præstation
    • Et angiver en særlig dårlig præstation