Bad Boys (1983)
En utilpasset teenager med en kriminel løbebane havner i ungdomsfængsel i Chicago.
UNG MAND I KNIBE
En flot præstation af 23-årige Sean Penn, et overbevisende scenografisk arbejde og en generelt troværdig ung mand i knibe og ungdsomsfængsel-stemning sender Rick Rosenthals "Bad Boys" ud over stepperne fra første scene.
Teenager på afveje
Her møder vi den utilpassede teenager Mick O'Brien (Penn), der turer Chicago med kammeraten Carl Brennan (Alan Ruck) – hele tiden på jagt efter lette penge. Det er beskidte tricks, der bliver brugt, herunder også skarpladte guns, og da alt på et tidspunkt går helt galt, ender Mick i ungdsomsfængsel.
Tremmeruskeriets udfordringer
Nu starter udfordringerne først for alvor. For på sådan en ungdomsinstitution hersker der selvsagt hierarkier, vold og trusler om en bendover-rusketur. Har Mick det, der skal til for at klare skærene, og hvordan håndterer han den uundgåelige konfrontation med arkefjenden fra livet på den anden side af tremmerne?
Vellykket skildring
"Bad Boys" synes at have gjort forarbejdet og researchen godt. I hvert fald er langt det meste af skildringen fra tilværelsen blandt unge kriminelle vellykket – selvfølgelig med dyk og udsving, særligt når overdrivelserne indimellem undergraver troværdigheden.
Fine interaktioner
Mellem beton og jern i ungdsomsfængslet udvikler der sig en række fine interaktioner, hvad enten de bunder i vold, eller som i tilfældet Mick/Horowitz – venskab. De to cellekammerater, omend meget forskellige, knytter bånd i et meget velspillet parløb.
1980'er-typiske detaljer
Blandt filmens voksne er Reni Santoni den mest markante. Han er udmærket som drengenes supervisor på en meget vanskelig opgave. Bill Contis underlægningsmusik fylder lige i overkanten, dog med klassisk søde temaer. Og så er det skønt at gå på opdagelse i alle de meget 1980'er-typiske detaljer filmen igennem.
Anmeldt i 2019 af Tobias Lynge Herler
© Philm.dk 1992-2026
Fakta om filmen
1983, USA, Drama, Krimi, Thriller, Fængselsfilm, Teenagere, Biler på film, 104 min.
Dansk titel: Bad Boys- Sean Penn (Mick O'Brien)
- Reni Santoni (Ramon Herrera)
- Eric Gurry (Horowitz)
- Esai Morales (Paco Moreno)
- Ally Sheedy (J.C. Walenski)
- Clancy Brown (Viking Lofgren)
- Alan Ruck (Carl Brennan)
- Harry Lennix (Inmate)
- Jim Moody (Gene Daniels)
- Et angiver en særlig god præstation
- Et angiver en særlig dårlig præstation