La femme Nikita (1990)

Sammenhængende film:

La femme Nikita (1990)

Point of No Return (1993)

En vaskeægte Luc Besson-film – lidt i stil med den senere Léon (1994) – men alligevel helt sin egen. "La femme Nikita" er djærv og farvestrålende actionkrimi, der ikke skeler til hverken det politisk korrekte eller deciderede genreskabeloner.

Ikke samfundets bedsteborger

Den unge kvinde, der kalder sig Nikita (Anne Parillaud), er ikke en af det franske samfunds bedsteborgere. Hun er tværtimod af den type, der gerne skyder både godt- og politifolk for at fremme sin egen (og bandens) anarkistiske dagsorden.

Skrig, vræl og bid

Da hun bliver nappet af "myndighederne", er det da også med skrig, vræl, bid og dét, der er værre. Modstanden mod systemet er iboende i den flamboyant utilpassede Nikita, men det er måske netop det, som samfundet søger?

En uventet chance

I hvert fald får Nikita en helt uventet chance. Man har lagt mærke til hendes helt enestående evner med guns og næver, og dét kan man jo passende udnytte i diverse lejemorderopgaver – hun er jo alt andet lige blevet skånet fra døden.

Benhård kerne

Besson iscenesætter med en pæn portion ironisk distance til plottet, der ellers har en benhård kerne af fysisk og psykisk terror. Det former en særegen – og indimellem lige tanden for visuelt og lydmæssigt støjende – filmoplevelse, der dog overlever på sit gåpåmod og meget flot koreograferede action.

I al sin møgirriterende pragt...

Mindre troværdigt står et forelskelsessidetema, selvom det samtidig tjener som en perspektivering på hele affæren Nikita som lejemorderprojekt. Anne Parrilaud præsterer i al sin møgirriterende pragt ganske enestående – selvom det kan virke lidt mærkeligt, at så hårdkogt en babe har så let til tårer.

Bombastisk musik

Der er også fint modspil fra flere biroller, og så må vi bare leve med Éric Serras møgbombastiske underlægningsmusik. Ladt alene er den ganske fermt komponeret, men som filmlydtapet er den alt for udspartlende.