Fluerne på væggen (2005)

Meget muligt Åke Sandgrens bedste film ved siden af dogmeherligheden Et rigtigt menneske (2001), der også var Sandgrens seneste film. "Fluerne på væggen" går målrettet efter at sætte svingninger i thrillergenren på danske præmisser, og det lykkes i det store og hele rigtig flot.

Utilpasset rastløs

Den fortjent Bodil-belønnede Trine Dyrholm spiller den unge – og kan vi vist godt afsløre, lidt utilpasset rastløse – filminstruktør My Larsen, der får til opgave at skabe en dokumentarfilm om en succesrig dansk kommune og dens borgmester Svend Balder (Lars Brygmann). I øvrigt frit fabulerende over virkelighedens Farum-skandale med Peter Brixtofte.

Filmer alt og alle

Med sin helt egen "faste metode" går My til opgaven uden blusel: Hun filmer ganske enkelt alt og alle, konstant med videokameraet på skulderen. Således får hun jo det hele med, upåagtet at det irriterer de fleste. Men med denne metode står det også snart klart, at kommunens ledelse gemmer på nogle alvorlige hemmeligheder.

Dråben i bægeret

Sideløbende med at My bliver klar over malurten i bægrene, forelsker hun sig i borgmesteren, og de to indleder et forhold. Måske er dét dråben, der får det hele til at flyde over for Svend Balders økonomidirektør Arne Thorsen (Kurt Ravn).

Kvikt konstrueret

Åke Sandgrens eget manus er meget kvikt konstrueret – med de højest belagte (og overraskende) godbider gemt til sidst. Den energiske fortællestil, der hele tiden veksler mellem Mys håndholdt grynede hjemmevideo og filmens "egen" flue på væggen-fotografering, giver filmen afveksling og er i det hele taget forfriskende.

Fornemt personificeret

Gengivelsen af kommunens ikke helt stuerene topstyring og dens slagsider er rå – fornemt personificeret af Lars Brygmann og særligt Kurt Ravn. Sidstnævnte får en ganske særlig brik i det tiltagende nervepirrende filmunivers... og er troværdig i det velafbalancerede thrillerklimaks.

Skæmmende musik

Noget skæmmende er deværre den alt for anvendte underlægningsmusik, der – selvom den i vid udstrækning er trukket tilbage fra filmens forgrund – i høj grad dikterer stemningerne.