Når enden er go' (1964)

Denne Sven Methling-farce er så overgearet og lavkomisk, at det indimellem i sig selv bryder grænser for dansk filmkomedie – både i positiv og negativ forstand, men mest det sidste. Der er stort set ikke for fem flade femmeres historie, løjerne er fladpandede – men enkelte situationer glimrer ved deres outrerede sorte humor.

Utraditionelle metoder

Den unge journalist Claudius Schnippers (Ebbe Langberg) er forelsket i blefabrikant Tøhrs datter Dorte (Judy Gringer) og forsøger samtidig – med utraditionelle metoder – at forfølge en karrieremulighed, der bringer ham på ufrivillig flirtkurs med en amerikansk rigkvinde.

Tøhr og Taar

Selvsamme direktør Tøhr (Ove Sprogøe) og hans konkurrent Taar (Ingolf David) er også på banen med den amerikanske rigkvinde. Spørgsmålet er bare, om det vil lykkes nogle af de tre herrer at vinde hendes gunst (og millioner), før hun atter stiger på amerikabåden hjem.

Nuance-overraskelser

Det er i de små skæve nuancer, at "Når enden er go'" pludselig kan overraske. Når det bliver allermest absurd, smides også hæmningerne, og skuespillerne trives kortvarigt i de platte tomrum. Det sker især i scenen, hvor Judy Gringer og Buster Larsen "battler" hinanden på moderne avantgardepoesi på en restaurant.

Buster Larsen glimrer

Hér udbasunerer magister Hermod (Buster Larsen) med meget alvorlig mine (det er jo stor poesi og kunst!): "Notabene. Røvdask. Koglende terpentinersprut." Det er kun lagt i Buster Larsens store talent muligt at få så meget følelse og tyngde bag disse rablende ord: Et sjældent højdepunkt i filmen.

Udtværede farceløjer

De fleste øvrige store og små roller drukner i de udtværede farceløjer. Generelt forsøger filmen at "hæve niveauet" med en række kække kameravinkler og en klipperytme med schwung, uden ret stor effekt. Bent Fabricius-Bjerres temasang, der udgør en syngende delhandling gennem hele filmen, er en frygtelig ørehænger af dimensioner!