En lille Tilfældighed (1939)

    Da portrætfotografierne af en millionær og en håbefuld sanger bliver byttet om i avisen, medfører det en lang række spidsfindigheder - særligt for sangeren.


    LETLØBENDE KOMIK

    At Johan Jacobsen skulle komme til at forny ikke alene folkekomedien, men dansk film generelt, vidner denne hans reelle debutfilm om. Endnu er der et stykke vej til det perfekt synkrone, men "En lille Tilfældighed" rummer alligevel en lang række finurlig- og spidsfindigheder, der gør filmoplevelsen herligt energisk.

     

    Typisk dynamisk fortællestil

    Her på grænsen til det nye årti og ikke mindst besættelsestiden mærker man, hvordan Jacobsen og hans skuespillere og filmfolk stadig har det meste af begge ben placeret i 1930'ernes måde at fortælle filmkomedie på. Der er elementer af slapstick, men først og fremmest klipningen og dynamikken i fortællestilen er typisk.

     

    Flødebolle i hovedrollen

    Det er den desværre altid lidt for flødebollede Erling Schroeder, der lyder hovedrollen som den håbefulde sanger Peter Reno, der har svært ved overhovedet at få sin chance i det københavnske teater-snobberi. Men det ændrer sig, da han kommer i forbindelse med teateragenterne Bang og Mathisen - personificeret af Ib Schønberg og Chr. Arhoff.

     

    Millionær uden penge

    Særligt Bangs lille trick med at lade fotografiet af Reno bytte om med et af den kendte sensations-millionær Danielsen (som ingen kender ansigtet på). Nu tror samfundet nemlig, at Reno er millionæren - og hvad dét ikke kan åbne af døre for den unge sanger! Men det har også sine problemer, ikke mindst fordi Renos nyfundne kærlighed tror, han har løjet for hende. Det er der dog heldigvis råd for.

     

    Inspireret komedie

    Trods den på papiret meget tynde historie byder Johan Jacobsen op til en virkelig inspireret komedie. Efter en noget gumpetung start kommer der snart fut i løjerne - hvor tempoet netop er frisk, frejdigt og fuld af elegant timing. På grænsen til det egentligt lagkagekomiske, men hele tiden uden at falde i med samlede ben, heldigvis.

     

    Afdæmpet makkerpar

    Ib Schønberg og Chr. Arhoff står fint til hinanden i en dog temmelig overfladisk komikerduo-entré. Men det er skønt at opleve begge så afdæmpet i det komiske, bedst er Arhoff, der lykkes fint med sine små gestikulationer, gentagelser og betuttede dumheder.

     

    Komisk højdepunkt

    I mindre roller er det især værd at fremhæve Sigurd Langbergs politmester, hvis scene i telefonen med Bang, der har arrangeret en pinefuld opvækning til non-stop-hornmusik udgør et komisk højdepunkt i filmen. Og så kan man glæde sig over debutroller til Helge Kjærulff-Schmidt (mikro-optræden som tjeneren, der siger "bevares", og 23-årige Svend Asmussen, der sørger for flere musikalske sprødheder filmen igennem.

     

    Obligatorisk fyldstof

    Det næsten obligatoriske fyldstof begrænser sig primært til en (meget) lang radio-sangoptræden ved Erling Schroeders lidet skønne skønsang (her dukker Gunnar "Nu" Hansen tilmed op i en birolle, hvor hans sædvanlige speak faktisk har fået lidt mere rollekød på.)



    Anmeldt i 2019 af Tobias Lynge Herler
    © Philm.dk 1992-2020