Min søn Peter (1953)

Temmeligt stiv og skabelonpræget Jon Iversen-folkekomedie, der opleves som metaltræt, nærmest inden jernet overhovedet forsøges bøjet. Vi har set det hele før: En søn vender hjem, kærligheden vikler sig ind og ud, en løgn om identiteter må redde situatuonen – og flere bejlere står på spring, skulle chancen byde sig.

En ombejlet kvinde

En sådan ekstern bejler udgør den fugleægssamlende vekselerer Nickelmann (Helge Kjærulff-Schmidt). Han har faktisk en date med den lykkeligt fraskilte Lydia (Berthe Qvistgaard). Hvad, ingen af dem ved, er, at både eksmanden Michael (Gunnar Lauring) og parrets fælles barn Peter (Frits Helmuth) planlægger at besøge Lydia selvsamme aften...

Charmerende scener

"Min søn Peter" rummer bestemt charmerende scener, der giver den tynde komediesuppe en smule næring. Helga Frier er sød som Lydias djærve og livskloge husholderske, der stiller sig på bagbenene med et ultimatum... hun har nemlig øjnet chancen for, at Lydia og Michael kan finde sammen igen.

Herlig kunstmalertype

Og Johannes Meyers langskæggede kunstmalertype Carl Frederik er virkelig herlig. Han maler kun halvnøgne damer på sine lærreder – sågar når han har stillet staffeliet op midt i rapsmarken, hvilket næsten får husholdersken til at dåne af forargelse.

Ib Schønberg for enhver pris

I filmens allersidste scene dukker Ib Schønberg helt umotiveret op. Han cykler afsted på skinnerne og vinker til kameraet. Schønberg skulle jo helst være med i alle danske film, og her ses det, hvordan dét blev grejet. Sven Gyldmarks musikalske temaer kører på det nærmeste i loop filmen igennem. Ikke særligt iørefaldende, men til gengæld vældigt anmassende.