Locke (2013)

Skamprisoverdynget transportfilm med en meget ensom Ivan Locke (Tom Hardy) bag rattet. Der medvirker ikke andre fysiske skuespillere, hele filmen foregår i Lockes BMW – og begivenhederne perspektiveres udelukkende gennem endeløse telefonsamtaler. Heldigvis kører Locke dog ikke med håndholdt hallo. Safety first...

Samme kulisse

Det siger sig selv, at der kræves en tension ud over det sædvanlige for at holde omdrejningerne oppe i en film med blot én skuespiller og én kulisse. Ganske vist medvirker en række kendte stemmer over telefonen, men ellers er hele Ivan Lockes sjæleudkrængning overladt til samme ratnære kulisse.

Kører tør

"Locke" kører desværre ret hurtigt tør. Filmen savner både benzin, turbo og kickdown i en grad, så det bliver helt kejserens nye klæder-agtigt. For denne film har altså "ikke noget tøj på", og det kan grænse til det ynkelige at positionere den i højder, hvor den ikke hører hjemme.

Svær at tage ind

Som hverken kunstfilm eller mainstream er "Locke" svær at tage ind, og det potentielt kritiske i Ivan Lockes personlige situation glider af på rattet hver gang, der svinges. Bedre bliver det ikke af, at Dickon Hinchliffes underlægningsmusik smører de mellemmenneskeligt metasovsede lag ekstra tykt ud. 

Manieret

Tom Hardys telefonsnakkende og ratdrejende solorolle er selvsagt krævende, men nogen stjernestundspræstation lægger Steven Knights iscenesættelse og manuskript desværre langt fra op til. Det er ærgerligt, men tilsyneladende lægger mange sig fladt ned over (det manierede i) filmens fortællestil.