Dan-Dream (2017)

Efter mange år med Klovn-succes på både tv og film, kunne man her for første gang opleve Casper Christensen og Frank Hvam i samme film med hver en rolle, hvor de ikke spiller sig selv.

"Dan-Dream" er endda baseret på virkelige hændelser: I starten af 1980’erne fik iværksætteren Thorkil Bonnesen (Casper Christensen) den gode – og i de flestes øjne absurde – idé at producere en elbil. Ideen fik han, fordi han ved et tilfælde mødte den nørdede Jens Knagstrup (Frank Hvam) på en hjemmefabrikeret elcykel. Snart er de to partnere på det stort anlagte og medieovervågede projekt. Men selvom det hele bliver nået i sidste øjeblik, kører bilen alligevel galt ved præsentationen i Forum, hvor selveste Poul Schlüter er hovedtaler.
 

"Dan-Dream" slår sig i temmelig høj grad op på den karakteristisk pinlige humor, som vi kender så godt fra klovnerierne med Casper, Frank, Mia og Iben. Iben Hjejle er i øvrigt den eneste fra firkløveret, der ikke har en rolle i elbilfilmen. Og det pinlige fungerer funklende i filmens første time, hvor der er fabelagtige grin at hente ud af både latrinær, handicapcentreret og racistisk humor. Hér lykkes Frank og Casper med at fortsætte i samme politisk ukorrekte spor, men i et nyt og flot ramt 1980’er-tidsbillede.

Det er grænseoverskridende, men på den raffinerede måde, hvor platheden ikke overstyres, og hvor der er styr på rollefigurernes balance. En svær kunst, som Frank og Casper er mestre i. Langt mere problematisk bliver det i filmens sidste halve time, der forfalder til rendyrket (landevejs)farce. Her er vi ude i en dyb og tiltagende smattet, plat mudderpøl – og en humor, der er langt mere proletarisk, overstyret og pinlig – på den ufede måde.

Hermed slutter "Dan-Dream" tungt og ærgerligt vattet. Men det ændrer ikke nævneværdigt ved de skønne grin, der er opstået undervejs, særligt i den sædvanlige hakkeorden mellem Casper og Frank, men også i Lars Hjortshøjs herlige borgmesterportræt (komplet med alvorlig tyndskid i en bus.)

Magnus Milang falder lidt udenfor den gode, humoristiske tone, som vi kender fra "Klovn", og det er en af årsagerne til, at filmen tipper over i en helt anden og uklædelig gren af grin. Det samme gælder Niclas Vessel Kølpins hyperbøsseportræt. Langt sjovere er Mia Lyhne som den underkuede borgmesterfrue, og Stine Schrøder Jensen er ikke ueffen som Hvams bitchede bibliotekarkone Kirsten.

Masser af 1980’er-pop sætter farve på komikken, selvom det synes unødvendigt med så meget repræsentation af ørehængere fra den svundne tid. Filmen ville have vundet noget ved at være mere centreret om sine i forvejen farvestrålende billeder. Jesper Rofelt spillefilmsdebuterer som instruktør efter i længere tid at have beskæftiget sig med tv-satire som "Live fra Bremen" og "Krysters kartel".