Solkongen (2005)

Det var ikke alene 6 stjerner i B.T. under overskriften: "Solkongen stråler!", der sikrede dette skæve komediedrama succes i biografen. "Solkongen" ramte noget tidstypisk i sin nørdede humor, og publikum elskede Nikolaj Lie Kaas og Birthe Neumann som det umage (kæreste)par.
 

Manuskriptforfatterne Anders Thomas Jensen og Tomas Villum Jensen, sidstnævnte også filmens instruktør, deler tydeligvis samme tørt underspillede, sorte pokerfjæshumor. Det er i hvert fald denne form for humor, der er grundstenen i "Solkongen", og filmens tone bliver af samme årsag aldrig decideret standup-"humoristisk." Heldigvis. Alligevel er succeskomedien helt igennem slået op på virkningsfulde replikker, aparte og pinlige situationer og endnu mere aparte personer. Som de udveksles og opleves i provinsen for foden af broen mellem Svendborg og Taasinge.

Den arbejdsløse Tommy (Lie Kaas) er ualmindeligt genert, kikset, ordblind, bøvet og aparte. Ikke engang hans forældre tror på ham (hvilket vi tidligt får slået fast i en af filmens mest velbalanceret humoristiske scener). Da Tommy en dag render på den betydeligt ældre solcentermillionær Susse (Birthe Neumann), ved han slet ikke, hvad der venter ham. Susse er understimuleret og alkoholiseret, og hun ansætter Tommy som teknisk chef i sin solcenterkæde. Hvad, der starter som en klam fidus til at tjene hurtige penge, ændrer sig snart til kampen for den store kærlighed.
 

"Solkongen" har scener af vellykket formidlet bittersødme og er sjovest, når den ikke forfalder til ren farce. Jens Okking leverer filmens bedste præstation i den lille birolle som Tommys usunde og mavesure far, mens Thomas Bo Larsens brovtende, temperamentsfulde og beskidttalende Flemming Kok er et godt eksempel på det overformidlede i drengerøvene Jensens manuskript. Det bliver ganske enkelt for karikeret og for plat, og det er en slipstrøm, som mange af filmens scener efterlader sig – både som følge af skuespil, men også af situations- og miljøkarakteristikker.

Birthe Neumann blev både Bodil- og Robertnomineret for sit portræt af den følelsesmæssigt depraverede millionøse, der midt mellem sine mange løstsiddende tusindlapper er tyet til flasken. Der er øjeblikke af fin indlevelse, men Neumanns bedste præstation er det langt fra. Lie Kaas lykkes udmærket i formidlingen af ultranørdet og debil provinsknold – hvilket et herligt kostumegalleri hjælper fint med til – men også han forsvinder i det skemalagt humoristiske, og Tommy-rollefiguren glider af på overfladen.

"Solkongen" lever primært højt på sin letløbende morskab, der, når den er tilpas olieret, kan få de fleste til at smile. Men heller ikke meget mere end det, og filmen er hurtigt glemt.