En ven i bolignøden (1965)

Anmelderne var begejstrede, da Annelise Reenberg i 1965 satte bevægelse i Bent og Ida Froms kreative filmidé, hvor den samtidsvirkelige boligmangel sættes på spidsen.
 

"En ven i bolignøden" går da også direkte i flæsket på systemet, samfundet og staten med rigelig satire – men uden Erik Balling og Henning Bahs’ enestående timing, kæft, trit, retning... og situationsfornemmelse. Og det er afgørende, for Peer Guldbrandsens manuskript har slet ikke samme glimt i øjet.

Boligmanglen er udtalt i København. Det mærker kontorpigen Nelly Smith (Birgit Sadolin) og alle hendes medlogerende, da der pludselig kommer brev om, at huset, de bor i, skal rives ned. Nu er gode råd dyre, og Nelly får ikke noget ud af at henvende sig til lejlighedsministeren. Andet end at opleve systemets manglende system og udprægede arrogance på nærmeste hold. For det er bestemt ikke i lejlighedsministeriets interesse at bygge nye boliger!

Men Nelly giver ikke op, og i en fællesanarkistisk ånd flytter hun og vennerne ind i et tomt statsligt palæ. Det er jo statens ejendom – og hermed alle danskeres, ræssonerer hun.
 

De ironiserende og systemlatterliggørende vittigheder står på nakken af hinanden med hele pakken af stereotype biroller. Sigrid Horne-Rasmussens portræt af lejlighedsministeren er skingrende tåbeligt og en hån mod skuespillerens talent.

Den udenrigsministerielle medarbejder, vævre Von Bengeldorff (Gabriel Axel), er tydeligvis mest med i filmen for at Axel kan flashe sit perfekte franske (som tolk for Bjørn Spiros sheik på statsbesøg.) Det bliver aldrig andet end svagt kluklatterfrembringende. Underholdningsværdien opstår primært ud af de omkring 50 kendte ansigter i små og bittesmå biroller. Birgit Sadolin kæmper ret alene på hovedrollefronten og brænder ikke igennem.

Ole Lytkens fotografering er nydelig med flere herlige optagelser fra det virkelige udendørsliv, og Sven Gyldmark sætter endnu engang sving i noderne uden at efterlade det helt store aftryk.