Look Who's Talking (1989)

Om end letbenet, så alligevel langt bedre end blot fnidret og plat: "Look Who's Talking" er hjertelige løjer, der kommer overraskende meget i dybden i sine beskrivelser af hverdagsamerikanerens udfordringer i senfirserne. Samtidig er komedien virkelig vidunderligt umiddelbar i sin tilgang til børneperspektivet, der er det fortællemæssige udgangspunkt.

Boller til højre og venstre

Da Mollie (Kirstie Alley) bliver uventet gravid med karrieremanden Albert (George Segal), bliver hun mere end skuffet, da Albert viser sig at bolle både til højre og venstre, mens kæresten går højgravid omkring. Derfor beslutter hun sig for at få barnet alene, og skæbnen vil, at vandet går i James' (John Travolta) taxa.

Behændig og overskudsagtig

Den behændige og overskudsagtige James hjælper Mollie fra første ve og følger krøltoppen Mikeys rejse fra de allerførste spæde vræl. Sådan ud af det blå er han blevet Mikeys helt naturlige farfigur, men vi skal langt ind i handlingen, før Mollie og James indser, at de vist egentlig også er tiltrukket af hinanden.

To pragtpræstationer

Hvad, der højner "Look Who's Talking" betragteligt over det Hollywood-komiske gennemsnit, er først og fremmest pragtpræstationer af Kirstey Alley og John Travolta. Prægtige, fordi de ikke forfalder til overspil, og fordi de forstår at gribe filmens ærlige og umiddelbare stemning til at forme meget sympatiske voksne i New York anno 1989.

Indsigt og glimt i øjet

"Samtalerne" med barnet – der har fået stemme af kække og veloplagte Bruce Willis – fungerer kun, fordi replikkerne er skrevet med indsigt og glimt i øjet... med fokus på alle de irriterende hverdagsudfordringer, sådan en krøltop må gennemleve, herunder ikke mindst dikkedikkende bedstemødre og våde bleer.

Festligt og farvestrålende

Amy Heckerling, der gav os den fyrige 1980'er-fest Fast Times at Ridgemont High (1982), har således begået en på én gang festlig og farvestrålende, men også nærværende romantisk komedie, der nok har sine passager af det let sukkersøde, men i helheden står helt enkelt og tidløst (selvsagt med meget herlig 1980'er-stemning, komplet med sprøde hits på underlægningsgrammofonen.)