The Black Hole (1979)

    Et rumskib opdager et sort hul, der har suget et forsvundet rumskib til sig. Nu er missionen at løse mysteriet, men det er langt fra ufarligt.


    PAPIRTYND SCI-FI

    To år efter den første Star Wars-film forsøgte Disney sig med en "kun-for-voksne"-science fiction-film om et af universets forjættende sorte huller. Det kom der et dobbelt Oscar-nomineret, men ligeså papirtyndt og tåbeligt produkt ud af - og det er i dag rent ud sagt ufatteligt, at filmen overhovedet kunne få et liv i biograferne, uden at publikum lagde sig fladt ned af krampelatter.

     

    Gådefulde huller

    "The Black Hole" kredser bogstavelig talt om et af universets gådefulde sorte huller. Rumskibet USS Palomino med besætning erfarer, at der "inde" i det nyopdagede sorte hul gemmer sig et hidtil forsvundet søster-rumskib, og nu er en farlig mission under opsejling. For hvad gemmer der sig mon inde i hullet?

     

    Space kitsch

    Man skal være udtalt tilhænger af space kitsch à la "Star Trek" for at finde "The Black Hole" fascinerende. Alt ved filmen er billigt udseende, på trods af store investeringer i Disney i både kamerateknik og special effects. De få indstillinger, der ikke ligner hjemmefusk kan tælles på en hånd, og der er meget langt til både Star Wars- og i særdeleshed Alien-niveau, begge film fra sidst i 1970'erne.

     

    Ufrivilligt komisk

    Skuespillet er stift, komisk tydeliggjort af pinligt kejtede kostumer - talende og nuttede robotter uden gennemslagskraft sætter prikken over i'et i en storproduktion, der ikke kan opfattes som ret meget andet end ufrivilligt komisk. John Barrys musik hører til blandt hans mindre inspirerede - filmen indledes (som en af de sidste) med en lang ouverture (sort skærm med Barrys hovedtema.)



    Anmeldt i 2018 af Tobias Lynge Herler
    © Philm.dk 1992-2020

    Fakta om filmen

    1979, USA, Science Fiction, 98 min.

    Dansk titel: Det sorte hul
    Instr: Gary Nelson Prod: Ron Miller Manus: Jeb Rosebrook, Gerry Day Foto: Frank V. Phillips Klip: G. Gregg McLaughlin Mus: John Barry
    Priser
    • AAN - Bedste visuelle effekter
    • AAN - Bedste fotografering