Lån mig din kone (1957)

Stort set ligegyldig folkefarce, der låner alle genrens små og store platte virkemidler. Preben Neergaards iscenesættelse har for så vidt passabelt greb om de forudsigelige løjer, men filmen er både dum og langtrukken.

Gift for en aften

Preben Mahrts salgschef i et babyudstyrsfirma, Børge Lund, vil så morderlig gerne have tjansen som underdirektør. Men Gunnar Laurings brovtende cheftype kræver, at alle hans ansatte er gift. Man kan jo ligeså lidt forsvare, at en sælger af babyudstyr er single, som en ølsælger ikke drikker øl, mener han.

Alt for drømmejobbet

Lund spørger nu sin gode ven, Buster Larsens arkitekt Torben, om ikke han må låne hans kone en enkelt aften. Hvis han kan gå direktøren til at tro, at han er godt gift med skønne Ulla (i skikkelse af en meget løssluppen Lily Broberg), får han måske sit drømmejob.

En krævende spøg

Men hvad den retskafne Børge ikke havde set komme, er at Ulla overspiller sin rolle, så både direktøren og stort set alle andre falder på halen for hende. Snart står det klart, at Lund bliver nødt til at køre spøgen alt for langt ud - til stor fortrydelse for den tiltagende jaloux Torben.

Krampagtigt

Lattermild til det krampagtige er "Lån mig din kone" mest af alt lagkagekomik uden smag og farver. Der grines igennem, som oftest nervøst-kunstigt (eller meget typisk Gunnar Lauring'sk), og man får fornemmelsen af, at latteren opstår for at dække over den tyndbenede handling.

Plat grundtone

Et stykke hen ad vejen bærer man over med den platte grundtone, ikke mindst fordi Preben Mahrt langt fra er den værste at sætte i en betuttet hovedrolle - han klarer det pænt. Løjerne bliver dog snart decideret tåbelige, kompletteret af Christian Arhoffs idiotiske indspark.

Forudsigelige komedietoner

Morten Reesens musik byder på forudsigelige komedietoner - og sågar lidt tilfældigt opstået sangpjank, fulgt til dørs af titelsangen til allersidst.