Bundfald (1957)

Som dokumentation på en særlig tid og dens (moral)syn på ungdommens sløvsind – og ikke mindst afvigende(!) seksualitet –står "Bundfald" i dag som en væsentlig dansk film. Men Palle Kjærulff-Schmidts instruktørdebut er mest af alt teatralsk, opremsende og en kende ufrivilligt komisk.

Fuld af håb

17-årige Anton (24-årige Ib Mossin) ankommer fra Jylland til København, fuld af håb om spænding om en læreplads i tømrerfaget. På Rådhuspladsen passes han hurtigt op af de to rødder Kaj (Bent Christensen) og Egon (Preben Kaas). De ser i Anton med det samme en potentiel pengemaskine. Og den naive jyde lader sig føre ind i en verden af svigt og kølighed som opdigtet trækkerdreng blandt ældre mænd, der søger lidt frækt selskab.

Let tjente penge

Det er let tjente penge – og Anton kommer ikke i nærheden af at knappe skjorten op. Straks efter, han er kommet med en herre hjem, står Kaj og Egon nemlig i stuen og truer sig til penge eller andre værdier – hvorefter trekløveret er forsvundet igen. Snart havner Anton dog i en situation, hvor han ikke kan bunde... og samvittigheden og politiet driver ham helt ud på kanten. Ja, i frit fald.

Samvittighed

"Bundfald" har fine indfald udi samvittighedsløsheden og tilstødende kvaler. Men nogen troværdig guide ind i den homoseksuelle verden anno 1957 er filmen langtfra. Snarere er dette tema blot en dramatisk sensationssøgen. Ingen af de bærende roller rummer ret meget udstråling, og både Mossin, Christensen og Kaas er stift spillende. Langt bedre går det for både Lone Hertz og Jakob Nielsen i helt små biroller som hhv. dullet kæreste til Kaj og alkoholiseret eremit på havnekajen:

Vidunderligt frigjort

Hertz er vidunderligt frigjort og bramfri i sin første rolle som næsten voksen. Jakob Nielsen er fuld af eksistentielt smertelig udstråling i en rolle, han tilfører energi indefra. Ghita Nørbys bundnaive jydepige er tam (Nørbys blot anden filmrolle.)

Stemningstung københavnerfotografering

Der er stemningstung københavnerfotografering i let uelegant vekslen mellem billigt udseende studieinteriører og fint mættede gader og gyder. Sven Gylmarks underlægningsmusik rummer to inspirerede temaer, der dog gentages til ukendelighed.