Le trou (1960)

Utvilvsomt en af fængselsfilmhistoriens mest sitrende intense og virkelighedsnært koreograferede præstationer: Den franske instruktør Jacques Becker var en kompromisløs og autenticitetssøgende mand – og han døde få uger efter optagelserne af et hjerteslag.

I ægthedens tjeneste

"Le trou" er ikke alene baseret på virkelige hændelser, hvor fem mænd fra samme La Santé-fængselscelle i 1947 gik ihærdigt i gang med at bryde ud gennem talrige lag meget stærk beton. I ægthedens tjeneste er de fleste af de fængslede i filmen tilmed amatørskuespillere (Jean Keraudy blev håndplukket som en af de oprindelige flugtsøgende.)

Ambitiøst flugtforsøg

Oprindeligt er der "kun" fire mænd i den trange celle, men i filmens begyndelse ankommer den femte og yngste Claude Gaspard (Marc Michel), der hurtigt overtales til at deltage i det meget ambtiøse flugtforsøg.

Tilsyneladende umuligt

Vi er omtrent en halv time inde i filmen, da mændene går i gang med det tilsyneladende umulige betonhamreri. Ikke alene er det hårdt som bare fanden, det larmer også enormt, når der stødes til i forsøget på at nå gennem gulvet.

Et massivt projekt

En af filmens helt store forcer er dén grundighed, flugtforsøget tegnes med. Becker er ikke interesseret i hårde klip i tid og rum – tværtimod får vi næsten det hele med i realtid, inklusive det massive projekt med at bryde betongulvet op.

Troværdighed og autenticitet

Det former en meget høj grad af troværdighed og autenticitet – samtidig med, at stofligheden er en helt central medspiller i filmens atmosfære. Som tilskuer kan du lange ud efter jord, støv, sten og murbrokker, og er hermed en del af udbryderholdet.

Omhyggelige stemningsbilleder

"Le trou" har ikke som sit hovedmål at være en gennemstiliseret genrefilm. Ganske vist opnår Becker eminente virkninger ud af de omhyggelige stemningsbilleder fra særligt fængslets undergrund, og et par gange stikker montageinspirerede nærbilleder ud fra helheden. Fokus er primært på det virkelighedsnære, semidokumentariske snit.

Natlige udflugter

Mange sekvenser fra gravearbejdet og de natlige udflugter i den katakomblignende undergrund er ganske enkelt mesterlige. Knugende intensitet helt uden omsvøb både på billede- og lydsiden. I de mørke gange har vi kun en lille flamme som lyskilde, og underlægningsmusik er vi helt og aldeles fritaget for – filmen igennem.

Flugtforsøgets koreografi

Beundringsværdigt vellykket er samspillet mellem de fem fanger, særligt når der tænkes på amatørbaggrunden. Detaljegraden i fængselsrutinerne og flugtforsøgets koreografi er med til at bringe taktiliteten helt ud blandt tilskuerne.