Det store Ansvar (1944)

Skæbner i baggårdene, stigende ungdomskriminalitet, forældres pligter overfor børnene, den afsporede ungdom, amoralitet, drengetyvebander, bøller og spiritus. Det er dén trold, der kan tæmmes ifølge det propagandistiske spillefilmsbestillingsarbejde "Det store Ansvar".

Angiveligt var det børnelæge Aage Bojesen, der personligt kontaktede Svend Methling for at få filmatiseret sin hjertesag. Nemlig at forklare forældre og andre voksne, at ikke alle de rebelske og utilpassede børn og unge selv er ude om deres skæbne.

"World Cinema var fyldt til sidste Plads, da Filmen ’Det store Ansvar’ fik sin første Fremførelse. Det er Børnelægen, Overlæge Aage Bojesen, der igennem Aar har næret et brændende Ønske om at faa en saadan Film optaget – og helst under Svend Methlings kyndige Ledelse. Methling har med stor Dygtighed løst sin Opgave som dens Iscenesætter, foruden at han tilmed har paataget sig Filmens bærende, store og meget krævende Rolle, som han gav en prægtig Udførelse, ægte, dybt menneskeligt, præget af hans store Kærlighed til Opgaven og dens Mission."

Sådan lød det i Berlingske Aftenavis i 1944 fra en anmelder, der altså lagde sig fladt ned af begejstring over denne åbenbart tiltrængte opsang til forældrene og renselsen af de grundlæggende uskyldige børn, der flakker omkring og gør bybilledet usikkert.
 

I dag er det oplagt at betragte "Det store Ansvar" som rendyrket propaganda – i flere henseender. For det første er filmen semidokumentarisk, idet den udgiver sig for at være en art undersøgende journalistisk dokumentation, selvom formen er spillefilmens. Og i det dokumentariske er filmen helt og holdent en løftet pegefinger, en belærende og bedrevidende – og tilmed statsstøttet – opsang. Methlings film var nemlig Danmarks allerførste statsstøttede film, idet den opfyldte nogle netop vedtagne krav. På grund af sit oplysende tema kunne "Det store Ansvar" hermed produceres med en nedsættelse af den såkaldte forlystelsesafgift. Den anden propagandistiske dagsorden ligger mere skjult – men tages krigstidsbrillen på, fremstår filmen ualmindeligt "arisk" korrekt. De stakkels børn bliver rettet af, de bliver stille og roligt mønsterborgere og ender endda på fælleskoloni, hvor slanke drenge med flot markerede nøgne overkroppe filmes i frøperspektiv, når de forcerer bomme eller støder kugler. Der er endda en unison kampfællessang, inden slutscenenens tykke symbolik, hvor ungdommen sætter en selvbygget vikingebåd i søen. Denne scene fik følgende ord med på vejen af en anmelder: "Ved Premièren i Gaar klappedes der ad dette Symbol paa Ungdommen, der nok skal klare sig i Verden, naar der blot gives den en lille smule Medvind i Starten."

Det symbolladede i alt det belærende og den af samfundet fremhjulpne perfektionisme og fællesskabsånd skriger til himlen gennem hele Methlings film, og at han selv i rollen som Jens Clausen taler til et fyldt Odd Fellow-palæ styrker blot den kollektivt propagandistiske dundertale.

I dag er dette først og fremmest ufrivilligt komisk, men i samtiden blev filmen altså af mange taget dybt alvorligt. En anmelder har dog følgende kritiske tilgang: