Tante Cramers Testamente (1941)

Selveste Carl Th. Dreyer skriver over hele to sider i souvenirprogrammet til filmen en hyldest til "Verdens ældste Filmskuespillerinde" Mathilde Nielsen. De to havde samarbejdet på et par stumfilm, så det var oplagt af få mesteren til at skrive en hyldest. Dreyer slutter sin hyldest af med "hjertelig hilsen, din hengivne," ligesom Helge Kjærulff-Schmidt er fuld af andægtighed og roser i sin beskrivelse af at samarbejde med den 82-årige Nielsen. Angiveligt en verdensrekord hvad angik alder.

Enkefru Juliane Cramer (Nielsen) er en meget velhavende dame med en ukuelig appetit på livet. Trods sine 74 år tager hun fra fornøjelse til fornøjelse, fra mannequinopvisning til boksekamp, og når hendes sagfører minder hende om, at det er på tide, hun skriver sit testamente, afviser hun ham bestemt. Det haster ikke, for hun vil leve mange år endnu. Det er ikke noget, der bekommer hendes mulige arvinger. De så gerne, at de mange penge blev fordelt allerede nu. Da Cramer erfarer, at det åbenbart kun er hendes penge, de er interesseret i, stiller hun sig på bagbenene og begynder at stille krav.
 

Mathilde Nielsen er utvivlsomt filmens store attraktion og leverer en hjertelig, om end noget teatralsk præstation. Til gengæld er Bodil Kjer helt uforligneligt sød og ægte i en mindre birolle som husassistenten Gerda, der har svært ved at finde melodien. Tjeneren Tulstrup er i Richard Christensens gestaltning filmens anden fine birolleoplevelse, mens de fleste hovedrollekarakterer er lidt for stereotypt karikeret omkring det pengebegærlige tema. Den nørdede Sørensen (Kjærulff-Schmidt) bidrager desværre ikke med noget nyt til typekartoteket, men herlig er han nu alligevel med sit evindelige "ubetinget" i enhver sætning.

Preben Lerdorff Rye fik her sin filmdebut som boksende tjener, mens navnebror Preben Mahrt i filmens åbningsscene står model for en ihærdigt malende tante Cramer.