The Legend of Tarzan (2016)

Blockbuster-instruktøren David Yates kvæler hér Tarzan-legenden i et gennemgribende computeranimeret hysteri, der aldrig finder fodfæste, men glider af på overfladen.

Trænede mavemuskler
Alexander Skarsgård har trænet mavemusklerne ekstra hårdt, så han som Tarzan kan svinge sig i lianerne gennem junglen uden at få fibersprængninger. Dét får han hårdt brug for, da den åleglatte spekulant Leon Rom (Christoph Waltz) er på diamantjagt.

Afrikansk atmosfære
Så længe filmen holder sig inden for den reelle fortælletekniks rammer, er den både flot og elegant: Henry Brahams fotografering indkapsler en afrikansk atmosfære omgærdet af mystik.

Arm i arm gennem junglen
Men "The Legend of Tarzan" kommer i dén grad til kort, når den bevæger sig ud ad de computergenererede grene (bogstavelig talt). Herfra slynger utroværdige lianer og gorillaer sig arm i arm med Tarzan gennem en ligeså computeranimeret jungle – og det er ikke kønt, uanset hvor langt teknologien er kommet.

Sidder i saksen
Den betændte Leon Rom er i Christoph Waltz’ varemærke-slibrige spil en af de mest underholdende karakterer i filmen, og der er scener af pæn intensitet ombord på hjuldamperen, hvor Tarzans kærlighed Jane (Margot Robbie) sidder i saksen.

Udtalte slagsider
Her puster danske Casper Crump sig også op i en lille birolle som major Kerckhover. Ellers er storfilmen i dén grad pustet op omkring Skarsgårds fysik, og det hjælper ikke meget på de udtalte slagsider i filmen, at Samuel L. Jackson charmer som George Washington Williams.

Udpræget overstyret lydbillede
En af de helt store belastninger ved at se filmen er dens udpræget overstyrede lyd- og musikbillede. Fra ende til anden tæppebombes tilskueren med (intetsigende) filmmusik og et lyddesign ude af proportioner.

Tarzan-glad far
Alexander Skarsgård syntes, det var særligt fornøjeligt at portrættere Tarzan-legenden, fordi han voksede op med en Tarzan-glad far.