Skuld (2014)

Heiðrik á Heygums afgangsfilm fra Super16-filmuddannelsen er noget så sjældent som en færøsk gyserfilm. I kortformat ganske vist, men ikke desto mindre spektakulær i sit modige, anderledes og stemningsmættede udgangspunkt. "Skuld" fører os tilmed et lille stykke tilbage i tiden, så bl.a. et lille hjørne af Tórshavn er omdannet til en tidslomme.

Ubehagelige billeder

"Skuld" centrerer sig om sygeplejersken Andrea (Sofia Nolsøe Mikkelsen), der allerede, før hun tager sig kærligt af den døende Durita (Runa A Heygum), har problemer med forskellige ubehagelige billeder, drømme eller scenarier. Men nu er hun rask, mener hun i hvert fald selv, og den daglige pleje af Durita forløber da også nogenlunde fredeligt.

Ude i tovene

Det varer dog ikke ved, og snart er Andrea helt ude i tovene – i takt med, at vanvidet sniger sig ind på hende, langt fra, hvor nogle kan høre hende skrige. I de mange uhyggelige billeder, der dukker op (i hendes fantasi?) indgår en angiveligt død dreng og en række sprællende småfisk.

Spændt til det yderste

Kortfilmens stil er i høj grad spændt til det yderste, især når gysene kulminerer. Her bliver det Ekko Shortlist-prisbelønnede lyddesign ekstravagant anmassende, og det er ikke på nogen måde et plus for filmoplevelsen. Lydbilledet, komplet med Janus Rasmussens gyser-klassiske underlægningsmusik, stjæler fokus og troværdighedsvolumen.

Bedre i balance

Bedre i balance er de rolige billeder, der både har et sværmerisk perspektiv gennem smukke naturbilleder og en enkelhed, som havde været ønsket afsmittende på korfilmen som helhed. Enkelte af gysereffekterne er af meget høj klasse. Sofia Nolsøe Mikkelsen leverer en fin og troværdig præstation som den hårdt plagede sygeplejerske.