The Bad Batch (2016)

Med tydelig Tarantino / Rodriguez-inspiration serverer Ana Lily Amirpour hér sin anden gyser-spillefim: "The Bad Batch" er skabt direkte til Netflix og er således streamet gys, der af de fleste vil opleves på en lille skærm.

Nydelig visuel indpakning

En af filmens forcer er ellers dens nydelige visuelle indpakning. Skudt i støvede og postapokalyptiske ørkenlandskaber kan "The Bad Batch" noget med sine billeder! Og det er da også de rødstøvede bredformater, der, sammen med den mildest talt ekstreme handling, har en øjenåbnende effekt.

På bedste beskub

Den unge kvinde Arlen (Suki Waterhouse) må klare sig alene på bedste beskub i en nådesløs ørkenfremtid, hvor mennesker er konverteret til kannibalisme for at overleve. Der går da heller ikke længe, før Arlen bliver hapset af en småsulten lokal, og nu er hun kødslave med fare for at blive findelt, lem for lem.

Kødsulten

Med en ekstraordnær kraftanstrengelse lykkes det imidlertid Arlen at slippe fri af tøjlerne – men er den genvundne frihed særligt nem at administrere på ét ben og med én arm, og med kød- og hævnsultne kannibaler lige i hælene?

Pænt høje forventninger

Faktisk er Amirpours dystopiske univers ganske overbevisende i omtrent en halv times tid, og der er pænt høje forventninger til filmen, mens vanviddet endnu er "reelt" og håndgribeligt. Den ekstreme historie er fortalt med glimt i øjet, hvilket tilfører en nødvendig distance til det absurde.

Tråden tabes

Desværre taber Amirpour tråden efter de intense, indledende manøvrer, og slagsider i retning af bl.a. kærlighedsdrama fungerer meget skidt. Men det er det mindste af det. For helt generelt mister filmen pusten – og det er selvom, der er rigeligt med action – ganske enkelt fordi, metafortællelag og kvasireligiøse undertoner stjæler filmen.

Støj og musik

Støj og musik er også tiltagende. Ganske vist er det meste af musikken tænkt som en del af handlingen (vores helte og skurke hører kendte popsange i ørebøffer), men effekten er alligevel kvælende, hvor der havde været ønsket langt stærkere fokus på den vidtstrakte udørks eget naturlige lyddesign. Keanu Reeves og Jim Carrey har begge små roller, Carrey meget vel maskeret som stum ørkenbums.