Going in Style (2017)

Tre gæve gubber på omtrent de 80 og med røveriplaner! Portrætteret af Michael Caine, Morgan Freeman og Alan Arkin kan det da ikke gå helt galt? Det er da også med dén forventning, at man sætter sig til rette med denne genindspilning af Martin Brests film med samme titel fra 1979.

Tilforladelig start

Det begynder da også tilforladeligt med en fin intro med Michael Caines tiltagende frustrerede Joe Harding. Stat og kommune, sagsbehandlere og banker – alle er de kun ude på én ting: At tage alt fra den stakkelse aldrende singlefyr, så han til sidst risikerer at stå uden tag over hovedet.

For gamle til bankrøveri?

Joe tilbringer meget af sin tid sammen med vennerne Willie Davis (Morgan Freeman) og Albert Garner (Alan Alda). De to fnyser til at begynde med ad Joes idé om at røve en bank. Det er de da alt for gamle og langsomme til.

Lidt flere penge mellem hænderne...

Men efterhånden indser også vennerne, at det måske kunne være meget godt. Willie lider af alvorlig nyresvigt og vil gerne have gyldne timer med lidt flere penge mellem hænderne, og Albert har netop scoret en (ansigtsløftet) babe (Ann-Margret) i det lokale supermarked. Det kunne nu være fedt med et rigtigt stort bryllup!

Lev livet fedt

Gubberne allierer sig med en erfaren bankrøver, og snart kan de med lidt held leve livet fedt. De skal "bare" lige sørge for at sno sig udenom Matt Dillons nærgående FBI-agent Arlen Hamer.

Hysterisk

Meget tidligt i komedien opdages det, i hvilken hysterisk retning, den søger. Tabt på gulvet – og uden nogen form for udnyttelse af de tre stjerners potentiale – viger Zach Braffs iscenesættelse udenom alt med kød på og fokuserer i stedet komplet på tåbelige stereotyper og alderdomsvitser.

Sex tre gange på en morgen

Bedst i trioen er Michael Caine, der trods de jammerlige udfoldelsesmuligheder evner at tænde et lille lys af entusiasme for projektet. Alan Aldas portræt af bessefaren, der stolt ytrer, at han har sex tre gange på én morgen, er mest af alt plat, mens Morgan Freeman er håndtam.

Total musikudspartling

Helt hysterisk bliver herlighederne henimod slutningen og tangerer rendyrket farce. I øvrigt er mere end 90 % filmen indhyllet i et forfærdeligt ganz-tapet af underlægningsmusik. Hvor Rob Simonsens sødsovsede originaltoner ikke hersker, udspartles alle scener med diverse evergreens og popsange (=17 i alt!).