Møllen (1943)

Da mølleren Jakob Clausen til "Højmøllen" (Eyvind Johan-Svendsen) sidder ved sin kones dødsleje, giver han hende det løfte, at han, hvis han gifter sig igen, vil vælge en kvinde, som vil være god ved deres lille søn Hans (Lasse Steen Hansen). Og i moderlig omsorg for sin lille søn nævner den døende kone skovfogedens blide og gode søster Hanne (Betty Söderberg), som sikkert både vil kunne blive mølleren en trofast hustru og Hans en god mor. Men den gode møller kan ikke finde melodien efter konens død, og det hele ender i jalousiens tragedie.

Ganske aparte teatralsk filmatisering af den i samtiden mægtig populære roman af Karl Gjellerup. Filmen klinger falsk i Arne Weels iscenesættelse, og særligt Eyvind Johan-Svendsens hovedrollespil er ufrivilligt komisk i hvad, der ligner et overspillets sammensmeltning. Dramaet udebliver således på det nærmeste helt, og det er med at klynge sig til de få fine miljøskildringer, der indrammer landmands- og møllerlivet med pæn locationfotografering.

Emil Reesens dramatiske underlægningsmusik er støttekorset til den vaklende handling helt fra første scene, men nogen afstivende effekt har den ikke. Møllen går alt for trægt, som også flere af samtidens anmeldere noterede sig.

I mindre roller kredser blandt andre Jørn Jeppesen, Vera Gebuhr og Helga Frier om den lukne grød, men rollerne har ingen smørklatskarakter og drukner i den generelle teatralske formidling. En meget ung Buster Larsen dukker op som møllerdrengen Lars, der viser sig at være bange for spøgelser. Der er også et krybskyttesidetema, som den stritskæggede skovfoged (Pouel Kern) tager i egen bøsse, praktisk talt samtidig med at det hele slår klik for den sørgende, jaloux møller.