Møllen (1943)

    En møller kan ikke finde melodien efter konens død, og det hele ender i jalousiens tragedie.


    UDTALT TEATRALSK

    Ganske aparte teatralsk filmatisering af den i samtiden mægtig populære roman af Karl Gjellerup. Filmen klinger falsk i Arne Weels iscenesættelse, og særligt Eyvind Johan-Svendsens hovedrollespil er ufrivilligt komisk i hvad der ligner et overspillets sammensmeltning.

    Dramaet udebliver
    Dramaet udebliver således på det nærmeste helt, og man klynger sig til de få fine miljøskildringer, der indrammer landmands- og møllerlivet med pæn on location-fotografering.

    Et løfte ved dødslejet
    Da Eyvind Johan-Svendsens Møller Jakob Clausen til "Højmøllen" sidder ved sin kones dødsleje, giver han hende det løfte, at han, hvis han gifter sig igen, vil vælge en kvinde, som vil være god ved deres lille søn, Hans.

    Kan ikke finde melodien
    Og i moderlig omsorg for sin lille søn nævner den døende kone skovfogedens blide og gode søster, Betty Söderbergs Hanne, som sikkert både vil kunne blive mølleren en trofast hustru og Hans en god mor. Men den gode møller kan ikke finde melodien efter konens død, og det hele ender i jalousiens tragedie.

    Musik til vaklende handling
    Emil Reesens dramatiske musik er støttekorset til den vaklende handling helt fra første scene, men nogen afstivende effekt har den ikke. Møllen går alt for trægt, som også flere af samtidens anmeldere noterede sig.

    Teatralsk formidling
    I mindre roller kredser bl.a. Jørn Jeppesen, Vera Gebuhr og Helga Frier om den lukne grød, men rollerne har ingen smørklatskarakter og drukner i den generelle teatralske formidling. En meget ung Buster Larsen dukker op som møllerdrengen Lars, der viser sig at være meget bange for spøgelser.

    Krybskytte-sidetema
    Der er også et krybskytte-sidetema, som Pouel Kerns stritskæggede skovfoged tager i egen bøsse, praktisk talt samtidig med at det hele slår klik for den sørgende, jaloux møller.

    Ingen roser
    I samtidens anmeldelser var der heller ikke store mængder roser at hente: Byder paa udmærket Stof til en Film, og i den rigtige Instruktørs Hænder kunde Filmen være blevet til en Super-Gyser. Desværre har Arne Weel ikke evnet at anvende Materialet efter Fortjeneste, men det skal med det samme slaas fast, at han heller ikke gandt nogen Støtte hos Eyvind Johan-Svendsen.

    "I Stumper og Strimler"
    Filmen faldt fra hinanden i Stumper og Strimler, Billederne manglede Fantasi, "Møllen" gik trægt, og næsten symbolsk var Møllebranden til sidst, der kun blev til lidt Røg i Hatten.



    Anmeldt i 2017 af Tobias Lynge Herler
    © Philm.dk 1992-2021