The Hunger Games: Catching Fire (2013)

    To unge tidligere vindere af det realityshowet "The Hunger Games" kommer på en ny opgave i masseunderholdningens tjeneste.


    AUTORITETSLØS OPFØLGER

    Sammenhængende film:
    The Hunger Games (2012)
    The Hunger Games: Catching Fire (2013)

    Hyldet til op over begge eventyrstrittende ører af både fans og internationale kritikere: 2’eren i "The Hunger Games"-rækken skulle angiveligt være stærkere, grundigere og bedre end den første film!

    Ingen gennemslagskraft
    Det står som et mysterium set i lyset af "Catching Fire"s ganske udtalte mangel på gennemslagskraft. Det er nemlig nærmere en let kikset og rendyrket franchise-filmoplevelse, der aldrig kommer over tomgangsniveau.

    I masseunderholdningens tjeneste
    To unge tidligere vindere af det postapokayptiske realityshow, "The Hunger Games", kommer på en ny dødbringende opgave i masseunderholdningens tjeneste.

    Uforudsigeligt landskab
    Man hviler ikke på sine laurbær i dette regi, og Katniss og co. må endnu engang trække i overlevelsesarbejdstøjet under umenneskelige vilkår i et landskab, der aldrig kan forudsiges.

    Outreret langsomt
    Hvis nu filmens outreret langsomme tempo havde givet anledning til eftertanke, ville meget være vundet. Men faktum er, at der højst lægges op til kikset lommefilosofi, hvor du skal være mere end hardcorefan af bøgerne for at føle dig solgt til stanglakrids.

    Glider af på overfladen
    I stedet glider filmoplevelsen af på overfladen – med langstrakt fokus på de grimt designede kampdragter i en overelektrificeret fortællestil. Bedre bliver det ikke af vaklende unge-skuespil, hvor særligt Jennifer Lawrence falder igennem, når hun kommer ud i spidsbelastninger (=det er ikke kønt!)

    Ingen autoritet
    En smule autoritet opstår i de sammenlagt fem-ti minutter med Donald Sutherland på lærredet. I helheden er der dog ingen autoritet hverken hos filmens dirigent Francis Lawrence eller hele hans orkester af "Hunger Games"-sultne filmarbejdere og skuespillere.

    En fesen oplevelse
    Det er påfaldende, så irriteret man bliver på hele filmens setup, der jo i grundsubstansen var den samme i 1’eren: Nu er alle de tåbelige navne, kampdragter og lommefilosofien bag blot en fesen prut i en efterladt olietønde.



    Anmeldt i 2016 af Tobias Lynge Herler
    © Philm.dk 1992-2024