A Fish Called Wanda (1988)

To af Monty Python-folkene, John Cleese og Michael Palin, genforenes hér i en mainstreamkomedie. Fra Hollywood hjælper blandt andre Jamie Lee Curtis og Kevin Kline til, og resultatet er en sprudlende og utrættelig farce, fremfor alt på grund af veloplagt skuespil.

Vellykket bankrøveri
Wanda (Jamie Lee Curtis), Otto (Kevin Kline), Ken (Michael Palin) og George (Tom Georgeson) m.fl. planlægger et bankrøveri. Det lykkes, og de er nu blevet mange diamanter rigere. Men gruppen splittes, for alle vil have de mange diamanter for sig selv, og pludselig er der ikke ret mange, der ved, hvor de er blevet gemt.

En romantisk tilgang

George er blevet fængslet i sagen, men hans forsvarer Archie Leach (John Cleese) er mere eller mindre medskyldig i røveriet, så nu forsøger Wanda at lægge an på Archie for at få nogle informationer hevet ud af ham.

Ophidset af russisk tale
Historien bliver mere og mere sprælsk og overgearet. Den bliver for proppet. Wanda forelsker sig rent faktisk i Archie, men mest fordi hans velklingende russiske ophidser hende.

Morsom i perioder
Kevin Kline modtog en Oscar for sin præstation, en statuette, der så sandelig burde være gået til John Cleese, der er fuldstændig uimodståelig. "A Fish Called Wanda" er kun rigtigt morsom i perioder, fx i scenen, hvor Archie syngende russisk – og nøgen – afsløres af en fremmed familie.

Talrige svagheder
Historien er mærkeligt nok også præget af vulgære, frastødende sekvenser, der i høj grad ikke forekommer morsomme, men virker både platte og "ulækre". De sætninger, der ledsager det lettende fly i filmens slutsekunder, er ganske enkelt latterlige. En reminder om, at filmen har talrige markante svagheder.