Girls' Night (1998)

Med genrebetegnelsen "komedie" menes der vel en film, der er sjov og munter? "Girls' Night" bliver netop primært klassificeret som "komedie", men er allermest ment som et sørgeligt drama. At den så er hverken sjov eller dramatisk er lidt problematisk.
 

Groet fast

Dawn (Brenda Blethyn) og svigerinden Jackie (Julie Walters) arbejder begge på en samlebåndsfabrik i det nordlige England, og de er ved at gro fast i deres tilværelse. Mændene er småbøvede og dovne, arbejdet er ensformigt – og de største udfordringer består i at knevre hinanden i knæ.

Den store gevinst
En aften til bingo vinder Dawn den helt store gevinst – £100.000 bliver det til – mens svigerinden får et godt knald med bingolederen i baglokalet. Nu skulle alle døre så stå åbne, og kvindernes drøm om frihed og lykke synes mulig. Men så får Dawn et ildebefindende på arbejdet, og hos lægen får hun konstateret flere svulster på hjernen.

Verden smuldrer

Dawns verden smuldrer, men hun vil ikke fortælle nogen om sin sygdom. Da svigerinden imidlertid forstår at lægge to og to sammen, køber hun to billetter til Las Vegas, og kvinderne drager nu af sted på en glamourøs "afskedsrejse". I Las Vegas møder de charmøren Cody (Kris Kristofferson), der med sit landlige "Howdy" og en fin cowboyhat tager kvinderne med storm.

Et ben i hver lejr
"Girls' Night" har hele tiden et ben i hver stemningslejr. Det ene øjeblik er filmen munter og fjollet – men det er aldrig muligt at mande sig op til at grine ad det. For filmens anden stemningslejr, det triste og håbløse, trækker i den anden grøft.  Filmen forsøger således at fortrænge sin tristesse med mislykkede muntre og komiske indfald. På den måde bider filmen sig selv i halen.

Fint spil
De to kvinder spiller flot, især i et par ret krævende roller. Dialekten er markant, og udstrålingen blændende. Til gengæld blegner Kris Kristoffersson i sine amerikanske landskaber, fordi filmen overhovedet ikke er gearet til at mødes med Amerika. Han kommer til at virke ufrivilligt komisk i sit cowboykostume, og den amerikanske dialekt lyder lidt mere ækel, end den ville have gjort i selskab med tredive andre af samme slags.