The Lonely Guy (1984)

En glædelig overraskelse er det, at denne sursøde amerikanske komedie momentvis er både morsom og original: Vittighederne er vittige, der er ikke nogen storslem happy ending (kun lidt vammel).
 

Smidt på porten

Steve Martin spiller den ensomme mand Larry – én blandt mange, viser det sig. Og efter at være blevet smidt på porten af sin kæreste møder han den ligeledes ensomme Warren (Charles Grodin).

Gode ensomhedsråd
Warren giver Larry nogle gode råd om, hvad man kan gøre, når man bor alene. Man skal i hvert fald have nogle bregner, som man kan se tv og snakke med, og så er det også godt at have papmennesker til at hygge lidt, når man skal "holde fest".
 

Søger efter kvinder

Larry finder sig en hyggelig lejlighed (han kan ikke mangle penge), og nu begynder han at søge efter en kvinde. Efter at have sprayet sig ind i sved på dåse for at komme til at se hårdtarbejdende og forpustet ud, sætter han sig ind på en bar, hvor han kan se, der sidder en blondine.

Selvmord på samlebånd
Hun afviser ham ikke helt og efterlader ham sit nummer. Telefonnummeret forsvinder dog, da Martin tørrer munden i servietten. Han kan ikke spore hende på nogen måde, men heldigvis støder han ind i hende igen – tog og tog imellem, og det lykkes ham at arrangere, at de mødes på en gangbro...

Dygtigt komediespil
"The Lonely Guy" er ikke en af de film, hvor Steve Martin stjæler hele billedet. Charles Grodin og Judith Ivey har ligeså store andele, og Grodin spiller især glimrende. En vellykket komedie med masser at grine ad. Den bliver bedre og bedre efter de første begyndervanskeligheder.