Much Ado About Nothing (1993)

    Kærligheden er en svær størrelse for to meget stædige mennesker. Men deres omgivelser vil føre dem sammen.


    STÅHEJ OM BANALE TING

    "Much Ado About Nothing" er Kenneth Branaghs anden Shakespeare-film, og efterhånden har han nærmest specialiseret sig i Shakespeare-skuespil. Hér har han kastet sig over det letløbende – komedien. Historien er kort fortalt virkelig stor ståhej for ingenting.

    Aldrig gifte og binde sig!
    På Sicilien tager guvernøren af Messina, Leonato (Richard Briers), glad imod Don Pedro (Denzel Washington) og hans mænd, da de vender sejrrige hjem fra krig. Claudio (Robert Sean Leonard), en af Don Pedros unge mænd, forelsker sig i Leonatos smukke datter Hero (Kate Beckinsale), mens en anden af Pedros mænd, Benedick (Kenneth Branagh), forsøger at holde fast i sine personlige idealer om aldrig at gifte og binde sig.

    Et kærlighedsspil
    Det bliver dog svært, eftersom Pedro sammen med vennerne beslutter at føre Benedick sammen med den tilsvarende standhaftige kvinde Beatrice. Gennem en række ikke særligt svært gennemskuelige lokkemetoder lykkes det at få de to stædige til at fatte interesse – og sympati – for hinanden.

    En tragisk skygge
    Der kastes dog en tragisk skygge over al denne lykke, da Claudio foranlediges til at tro, at hans kommende viv ligger i med en bøvet, overvægtig mand. Dét fører en aflysning af brylluppet med sig – og masser af sorrig. Men nu er det jo en komedie...

    Dygtigt spil
    Skuespil og fotografering lader intet tilbage at ønske. En hel håndfuld dygtige Hollywood-skuespillere i selskab med en tilsvarende mængde forfriskende britiske navne gør det forbløffende godt.

    Thompson helt i front
    Emma Thompson markerer sig helt i front med en meget stærk præstation. I en mindre birolle ses Michael Keaton i en blændende sær rolle – dejligt at opleve. Derimod er Keanu Reeves' optræden bleg og sparsom.

     

    Taget ud af skuespillet

    Dialogen er stort set taget direkte ud af Shakespeares skuespil, og vi får nærmest alle de gammeldags talemåder og sprogbrugen på hjernen. Kostumerne er flotte og tro mod Shakespeares tid. Musikken af Patrick Doyle er pompøs, men ikke storslem.



    Anmeldt i 1998 af Tobias Lynge Herler
    © Philm.dk 1992-2026

    Fakta om filmen

    1993, Storbritannien, Romantik, Komedie, Drama, Historie, Bjerge på film, Dyr på film, 111 min.

    Dansk titel: Stor ståhej for ingenting
    Instr: Kenneth Branagh Prod: Stephen Evans, David Parfitt, Kenneth Branagh Manus: Kenneth Branagh Baseret på: skuespil af William Shakespeare Foto: Roger Lanser Klip: Andrew Marcus Mus: Patrick Doyle
    Priser
    • CAN-N - Palme d'Or-nominering
    • GG-N - Bedste film