The Piano (1993)

"The Piano" er – skåret ind til benet – en film om begær og sågar seksuel besættelse, fortalt i bjergtagende billeder og med så fremragende skuespil, at nogle for en stund vil kunne få afløb for evt. forsømt begær. Jane Campions film er intet mindre end ægte forførerisk.

Ødelæggende musik
Således er det bare at læne sig tilbage og nyde de sublime billeder fra det flotte New Zealand – desværre meget forstyrret af Michael Nymans minimalistiske øregas-underlægningsmusik. Det er værd at spørge, hvorfor i alverden instruktør Jane Campion ikke har valgt noget sund og smuk klassisk klavermusik i stedet. For Michael Nymans musik er rent ud sagt ødelæggende for filmen.

Stum klaverspillende skønhed
Holly Hunter spiller hovedrollen som den stumme, klaverspillende skønhed Ada McGrath, der – mod sin vilje – bliver giftet bort til en mand, hun ikke kender engang midt i 1850'erne. Han, Alisdair Stewart (Sam Neill), bor langt ude i bjergene, og Ada bliver sejlet dertil sammen med sin 8-årige datter Flora (Anna Paquin).

En udspekuleret klaverelev
Klaveret har hun med sig, men i første omgang får det lov at stå på stranden, da bærerne ikke har mulighed for at bringe det helt til dørs. Ada længes dog så voldsomt efter sit klaver, at den "indfødte" tilflytter George Baines (Harvey Keitel) skaffer det hjem til sig og arrangerer, at Ada kan give ham undervisningstimer.

På andre tangenter
Hans intentioner strækker sig dog i en noget anden retning en klaverspil: Det er andre mere kropslige tangenter, han ønsker at spille på, og Ada kan ikke sige nej, hvis hun altså ønsker fortsat at spille på sit klaver...

Kropslighed
Al denne kropslighed ændrer dog noget i den indesluttede Ada, og hen ad vejen falder hun i armene på George. Hvad dét kan føre med sig af jalousidrama, skal vi lade være usagt hér, men der kommer til at udspille sig et drama uden lige, da Stewart ved et tilfælde opdager konens arrangement.

Kantet afrunding
Filmen afrundes lidt for kantet og hurtigt, og denne "nemme" løsning virker lidt fesen. Holly Hunter er formidabel i den komplekse hovedrolle, Sam Neill er næppe set bedre, Harvey Keitel er fuld af dobbelthed, og den unge Anna Paquin (der, ligesom Hunter, vandt en Oscar) leverer uforglemmeligt barnespil.

Storslåede billeder
Billeder og lyd – særligt fra den storslåede natur – er spiselige og overrumplende smukke. Men også det historiske er flot ramt med kostumer, der sent vil blive glemt.