Swinger (2016)

Mikkel Munch-Fals vendte tilbage som instruktør seks år efter spillefilmsdebuten Smukke mennesker (2010). Vi befinder os endnu engang i hjertet af det tragikomiske, denne gang med forhøjet pinlighedspuls. Men hvor "Smukke mennesker" er præget af et tabubrydende mod og udgør en velovervejet kantet svingom med menneskeskæbners indre dæmoner, former "Swinger" sig hurtigt som en art standupkomedie, hvor tidens populære komikere folder sig ud i let fordøjelig morskab.

I centrum af swingerkomedien finder vi således Adam (Martin Buch) og Jørgen (Rasmus Botoft) – Buch og Botoft har i en årrække været ovenud populære, blandt andet i deres tv-satire "Rytteriet". Adam og Jørgen er begge swingere. Det vil sige, de er frisindede, når det kommer til konebytte og sex under ordnede forhold, og netop ordnede forhold finder de på Henriettes (Birthe Neumann) kursted i naturskønne omgivelser. Men selvom der er styr på det praktiske, hvor det blandt andet slås fast, at man kun må bolle med hinandens partnere i det dertil indrettede kælderrum, opstår der alligevel alvorlige gnidninger hele vejen rundt. Det skyldes først og fremmest, at den fasttømrede swingergruppe denne gang får besøg af et ungt par, der giver flere af de midaldrende blod på tanden – og tilfører mere blod til de nedre regioner...

"Swinger" svinger som et pendul omkring småborgersatire og dyrker Martin Buchs udbrændthedspokeransigt, som han sidder foran skærmen på sit fjernvarmearbejde uden håb eller drømme. I det hele taget tager Mikkel Munch-Fals’ eget manuskript afsæt i den midaldrendes fastkørthed, med alt hvad det indebærer af rækkehuse og parforholdskriser. Dette er så timet til at kulminere i og omkring Henriettes pornorøde kælderrum, hvor særligt Jørgen er fremme i skoene og boller alle kvindelige damer med puls. Han er ligeså stor i munden, som han angiveligt er det længere nede, men empati ejer han ikke.
 

Filmen lykkes bedst på sin pinlighedsfaktor, der i de mest vellykkede scener minder om modet i "Smukke mennesker" og næsten overstiger niveauet i "Klovn". Her vrider du dig i en blanding af fryd og frygt, og skuespillerne kaster sig ud i opgaven med oprejst (pande) – uden at vi dog ser mere end bar mås og et par bryster. Hvad, der halter langt mere, er filmens (u)balance mellem tragik og komedie. For der er levnet plads til sårbarhed og svigt – der tromles bare hårdt og brutalt hen over følelserne med endnu flere kvikke bemærkninger og aparte drejninger. Det var her, Munch-Fals lykkedes så flot i sin debutfilm. Dialogen bliver hurtigt mere irriterende end original. De standupprægede oneliners har indimellem et mærkeligt fladpandet niveau og er slet ikke gødende for det betændte parforholdsdrama. Det skaber mislyde og mere ubalance.

Mest elegant blandt skuespillerne er Natalie Madueno, det "sprøde nye stykke kvindekød" blandt metaltrætte swingere. Her er der lyn i øjnene – mere end det kan siges om det mere etablerede ensemble, der hurtigt kører selvtræt i ovennævnte dialog og filmens generelle problem med at forbinde hjerne med underliv.