It's Complicated (2009)

    En succesrig singlerestauratør kan ikke modstå eksmandens tilnærmelser og havner i et moralsk og følelsesmæssigt dilemma.


    »KOMISK ES«

    Nancy Meyers kan bare det dér gylle med at skrive og instruere lattermilde og bittersøde hverdagskomedier. "It’s Complicated" er ingen undtagelse og hører endda til blandt hendes mere vellykkede film.

    Den succesrige restauratør Jane Adler (Meryl Streep) har været skilt i nogle år, men trives egentlig meget godt som single. Eksmanden Jake (Alec Baldwin) har fundet sig en yngre model med bonusbarn og lever hermed det moderne klichéliv. Indtil han opdager, at han vist dybest set stadig er forelsket i Jane... og de indleder et nyt forhold. Dén havde Jane ikke lige set komme, og hun har både moralske og eksistentielle skrupler. Men lader sig alligevel rive med af stemningen og den skønne bekræftelse. Parrets børn finder ud af affæren hen ad vejen, men hvor langt er Jane og Jake egentlig villige til at gå? Sagerne kompliceres yderligere af, at Jane indleder en flirt med sin udbygningsarkitekt Adam Schaffer (Steve Martin).
     

     

     

     

    Meyers sætter i scene på baggrund af sin egen helt igennem forudsigelige historie, og der er en del pukler, der skal forceres for tilskueren i kampen for at forlige sig med de meget amerikanske handlingselementer og stereotyper. Men filmen arbejder sig varm, endda hjertevarm, og særligt sidste halvdel er præget af en fantastisk timing i både komik og kærlighedsdramatik. Meryl Streep præsterer pænt (men samtidig lidt overkælent) i hovedrollen som den frustrerede halvgamle Jane. Men på trods af rollens fastlåste nusseri, formår hun at formidle den med et ubetaleligt glimt i øjet, der gør både latter- og tåreudbrud troværdige.

    Alec Baldwin er i sit komiske es i rollen som Jake. Han trives virkelig som en fisk i vandet og får det optimale ud af den overvejende overfladiske rollefigur med et par komiske højdepunktsscener undervejs. Men allerbedst er Steve Martin i en meget sympatisk og jordnær præstation som Adam Schaffer. Ingen komiske grimasser, på nær efter at have røget en joint med Jane. Meyers og "It’s Complicated" blev Golden Globe-nomineret for både bedste film og manus, ligesom Streep for bedste kvindelige skuespiller.



    Anmeldt i 2016 af Tobias Lynge Herler
    © Philm.dk 1992-2026

    Fakta om filmen

    2009, USA, Komedie, Drama, Romantik, 120 min.

    Dansk titel: Det' indviklet
    Instr: Nancy Meyers Prod: Nancy Meyers, Scott Rudin Manus: Nancy Meyers Foto: John Toll Klip: Joe Hutshing, David Moritz Mus: Hans Zimmer, Heitor Pereira
    Priser
    • GG-N - Bedste film
    • GG-N - Bedste skuespillerinde (Streep)
    • GG-N - Bedste manuskript