The Mad Kings (2015)

Teaterinstruktøren Laurent Laffargue har hér kastet sig over filmmediet og samlet en lille vifte interessante skuespillere til at agere amourøse skydeskiver i et umiddelbart tilforladeligt trekantsdrama.

Men at Laffargue kommer netop fra teaterscenen skal snart vise sig at blive mere end en massiv betonklods om filmen. Tilgangen til alle filmmediets fortælleformer emmer af det teatralske og indhyller scenerne i en tung tåge af det fortænkte og manierede.

I den lille sydvestlige landsby Casteljaloux er den temperamentsfulde Jeannot (Sergi López) kommet ud af fængslet med kun én dagsorden: Han vil vinde sin gamle kærlighed Chantal (Céline Sallette) tilbage, og det er for enhver pris. Det kommer rivalen Jacky (Éric Cantona) til at mærke på egen krop. For selvom han er byens ukronede konge og midtpunkt med en velbesøgt slagterbutik, skal Jeannot vise sig at være en ualmindeligt svær tyr at slagte.
 

"The Mad Kings" er groft sagt mest at betragte som filmet teater. Det er i hvert fald tydeligt, at teaterdramaturgien har været Laffargues ønskede udgangspunkt i alt fra skuespil til kulisser. At filmen så rent faktisk foregår on location i sydfransk idyl er den eneste formildende omstændighed, for det havde måske ligget mere naturligt at sætte det hele op med tapet som baggrund. Regulære og ekstremt langtrukne teatersekvenser indgår så til gengæld i filmens handling, da den eftertragtede Chantal er instruktør på den lokale amatørscene. Her tvangsindlægges vi til i hvert fald en håndfuld seancer, der har en varighed, der føles som en evighed. Det er fyld i stil med sang- eller dansescener i gamle danske folkekomedier. Der springes ubegribeligt meget rundt i stil, stemning og handling. Det ene øjeblik er du tilskuer til landlig idyl med smukke solsikkemarker, et andet er der dømt værtshusslagsmål, et tredje det omtalte amatørteater uden nogen form for betydning for handlingen, et fjerde kurmageri med roser som en rød løber gennem de sydfranske gyder...

Nogle af de enkeltstående stemninger fænger, men kun kortvarigt, for der dvæles aldrig ved noget. Laffargue er hele tiden på vej videre til næste "spektakulære" handlingsudvikling, konstant omgærdet af alkoholisme, utæmmelig vold og bundløs jalousi. I hele denne forhutlede og grimme misère står ellers normalt dygtige Sergi López som pinligt overspillet, måske fordi han syner af fremprovokeret teatralsk overspil. Eric Cantona er i bedste fald ualmindeligt kedelig som rivalen Jacky, der som "den normale mand" i filmen forsvarer Chantal med hud og hår.

Henimod den afsluttende scene står det for alvor klart, at "The Mad Kings" kører helt ud over afgrunden. Nok er der komiske træk gennem hele handlingen, særligt fordi trekantsdramaet er så ynkværdigt i sig selv, men det tragikomiske i den tiltænkt overrumplende slutning er langt fra balanceret.