The Pleasure Is Mine (2015)

Parforholdets veje er uransaglige som livets, og at dét at leve sammen som mand og kvinde ikke altid er lutter rosenblade på silkelagner indfanger Elisa Miller i sin anden spillefilm til udtalt perfektion.

Det unge mexicanske par Rita (Edwarda Gurrola) og Mateo (Fausto Alzati) er smasknyforelskede og er netop flyttet ind i et øde beliggende hus på landet. Her er der helt stille og tid til at fordybe sig i hinanden, og dét gør parret netop med masser af sex og omsorg. Men da Rita bringer på bane, at hun gerne vil have et barn, er det, som om djævelen farer gennem Mateo. Nu er parforholdet pludselig ikke så idyllisk længere, og et besøg fra Mateos unge kusine sender tingene yderligere ud i et stormvejr præget af jalousi og tab af nærvær.
 

Elisa Miller har både en stor forståelse for parforholdets psykologi og for dén fortællestil, som den højspændte psykologi trives bedst i. Filmen er hudløst ærlig i alle aspekter fra den tryllebindende rolige og detaljemættede fotografering til det krybende intense skuespil fra særligt Fausto Alzati og Edwarda Gurrola. Hele spektret fra den symbiotiske idyl til den udtalte frustration og sorg indrammes af ægthed og nærvær. Stilen er hypnotiserende, netop fordi fokus er helt og holdent på spændingerne under overfladen, og dramaets udviklinger er overladt til tilskueren selv at gennemskue. Billederne står gråtonede og en smule kølige, nærmest som en spejling af den tørre mexicanske sommer. Særligt i den rolige og gensidige anerkendelsens forelskelse i filmens begyndelse. Senere træder regnens slag mod de store trækroners blade og det primitive hus’ ruder ind som både en æstetisk skønsang og en ildevarslende trommehvirvel i forandringernes retning.

I øvrigt i et lydbillede, der optræder fuldt ud på ærlighedens og den omgivende naturs præmisser. "Lyden" af parforholdet taler sit eget sprog: Den kan efterhånden nærmest skæres ud i tykke lunser af den altomsluttende intensitet. Skildringen af menneskeskæbnerne er fuld af meget fine og stærke detaljer, og sjældent er jalousi og frustration set i så knugende intens en formidling. Instruktøren har en beundringsværdig fin fornemmelse for de store følelsers balancekunst, og filmen kammer aldrig over i det melodramatiske. Sexscenerne rummer også hele spektret fra det ømme til det grove, ikke mindst, når Mateo forsøger at tilfredsstille sig selv i takt med frustrationernes tiltagende drama. En sjælden direkte tilgang i seriøse film, men hér er det både helt på sin plads og endnu en medspiller i den meget høje grad af troværdighed og ærlighed.