Boychoir (2014)

En rigtig lille nuttet historie, der har potentialet, men som voldtager snarere end udnytter det: "Boychoir" viser sig fra første scene at være dén type film, der dikterer enhver stemning, blandt andet ved at overforklare handlingen og understøtte den med oceaner af originalkomponeret musik. Musikken kunne – lagt i mere kyndige og musikalske hænder – have spillet en behagelig og troværdig hovedrolle, idet den allerede udgør filmens primære handling. 11-årige Stet (Garrett Wareing) bor alene med sin alkoholiserede mor, og da hun tidligt i handlingen kører galt og dør i en brandert, står Stet reelt alene i verden. Det vil sige, han har en far, der dog helst ikke vil kendes ved ham. Stet er nemlig en velbevaret hemmelighed, og sådan skal han gerne forblive, for farmand har en egen lækker lille kernefamilie.

Men Stet har en drengesopranstemme af en anden verden, så måske kan de bruge ham i rigets mest anerkendte drengekor? Her er korlederen Master Carvelle (Dustin Hoffman) enerådende og giver ikke ved dørene. Stet skal bevise, at han kan lægge den rå livsstil med ballade og utilpassethed på hylden, før han får chancen for at synge med for alvor. Herfra går det forventeligt slag i slag i skønsangens retning, selvom der indimellem også opstår passager i mol. Måske har Stet endelig fundet en "familie"? Om ikke andet, så længe stemmen endnu ikke er gået i overgang...
 

Den udtalte og hyperforklarende fortællestil er en kvæler, der aldrig rigtig slipper. Mange af begivenhederne er i dén grad båret på hænder og fødder af den stivbenede og uselvstændige tilgang, at det ofte grænser til både det ufrivilligt komiske og vamle. Dustin Hoffmans Carvelle-portræt har scener af fint afrundet autoritet. Bag den stenhårde facade gemmer der sig helt sikkert et hjerte af guld! Garrett Wareings debut i rollen som Stet er på det jævne, igen blandt andet fordi rollen er så fastlåst skrevet og belemret med alle tænkelige utilpasset 11-årig får en chance til-klichéer.

Der er meget dejlig, reel musik i handlingen, når Stet og drengene synger Händel og Britten, dog er det tydeligt, at skønsangen i vid ustrækning er dubbet, og ydermere er meget af musikken arrangeret kejtet og pseudo for at passe til handlingen. Kathy Bates kan opleves som korkostskolens rektor, mens Josh Lucas er Stets far, der – med lidt kvindelig opbakning – hen ad vejen nok må indse, at han er nødt til at tage sig kærligt af den hemmelige søn.