A History of Violence (2005)

Danskfødte Viggo Mortensen kan hér opleves i hovedrollen i David Cronenbergs højspændte thriller "A History of Violence". Viggo er ikke længere den glanspolerede amerikanske helt, som vi kender fra blandt andet Ringenes herre, selvom historien umiddelbart lægger op til det.
 

Dagens helt

Mortensens karakter Tom Stall er en velfungerende familiefar med arbejde på den lokale café og med en dejlig kone (Maria Bello) og to børn. Men en dag træder to mordere ind på caféen, og kun en feberredning fra Tom gør, at han bliver helt, og morderne ofre.

Toptrænet dræbermaskine
Tom bliver nu udråbt til lokal helt, og livet burde atter gå sin stille gang. Imidlertid bliver han opsøgt af en skamferet mafiamand (Ed Harris) og hans håndlangere. Tom får gentagne gange at vide, at han i virkeligheden er den toptrænede dræbermaskine Joey Cusack, en identitet, som Tom naturligvis benægter. Men presset på Tom vokser fra flere sider – ikke mindst fra hans rådvilde kone – så et eller andet må han stille op.

Omhyggelig fortællestil
"A History of Violence" er kendetegnet ved sin langsomme og grundige fortællestil. Lange sekvenser med sparsom eller ingen brug af filmmusik, ofte ganske få klip – og i en stille, kærtegnende fotografering.
 

Indbydende visuelt univers

Instruktør David Cronenberg skaber med andre ord et indbydende visuelt univers, hvor farvekompositionen er skarp og æstetisk og flot understøtter det rolige tempo. Øjnene bliver forkælet fra første scene. Visuelt står filmen således rigtigt stærkt og som endnu et bevis på, at David Cronenberg altid præsterer billeder ud over det gennemsnitlige.
 

Identifikation mulig

Manuskriptet tillader, at vi lærer personerne rimeligt godt at kende, så vi har en chance for at identificere os med de kriser, der opstår i kølvandet på Toms traumatiske oplevelse på caféen.
 

Savner bedre kobling

Det ændrer imidlertid ikke på, at filmen savner en bedre kobling mellem sin menneskelige og sin umenneskelige (og særdeles voldelige) side. Vi befinder os fra det ene øjeblik til det andet i henholdsvis kernefamiliens tryghed og voldens centrum.
 

Virkningsfuld kontrast

Kontrasten er virkningsfuld, bestemt. Men den megen pludselige vold og højdramatik er uheldigvis mere ufrivilligt komisk end hårrejsende, ikke mindst fordi den er så udpræget detaljeret, at selv Quentin Tarantino burde blive misundelig.
 

Uhøjtideligt portræt

Skuespillet er pænt, særligt yder Maria Bello et stærkt portræt i et svært (men overordnet uidentificerbart) dilemma. Også Ed Harris er fin, ligesom unge Ashton Holmes leverer et uhøjtideligt portræt i rollen som Toms søn Jack.